Uddrag fra
Hovedstolen
Af Christina Hesselholdt
Da han fortalte det, rejste der sig en mur i mit bryst.
"Kan du da bedre lide hende end os?", spurgte jeg.
"Jeg kan lide hende på en anden måde".
"Hvilken måde?"
Januarlyset kunne ikke stille noget op i vores ørkesløse forbrugte efter-jul stue, eller også var gardinerne endnu ikke trukket fra, selv om det var langt op ad formiddagen, ligesom jeg havde nattøj på endnu, vi havde ikke taget dagen, måske var hunden ikke engang blevet luftet. Dagen før var min mor forsvundet: inden da var hun kommet hjem fra byen med to helt fyldte poser, fortrukket i skulderen, et par agurker stak op af den ene pose, poserne stod lænet mod spisebordet, og jeg forsøgte netop at trække noget på bunden op og blev vrisset ad, da det ringede på døren, og et par gæster kom og satte sig i sofaen. Der blev talt om stor træthed, og hele tiden stod poserne lænet mod bordet, med indholdet flydende ud, store bristede æg, som jeg ønskede, at nogen ville knæle foran og brede arme og hår ud over. Der blev talt om træthed, og lidt efter forsvandt hun sammen med gæsterne, de nærmest gled ud ad døren.
Min hund lå stille, den her formiddag lå hunden stille. Den gik ikke uroligt omkring. Den var blevet luftet. Den lå på gulvet i sin bunke pels og lugtede varmt, det trak i dens fødder, den drømte, at den løb, og derfor løb den, dens ene mundvig bevægede sig op og ned, smil og aflysning af smil i en dirrende kæde. Sofaens betræk kaldtes "Månestråle", det var turkis med smalle mørkere turkise striber af silketrad. Hvis hynderne ikke lå som de skulle, mødte striberne på hynderne striberne på sofaryggen forskudt. Jeg sad i sofaen og drejede hovedet og kiggede ud på altanen til juletræet, det stod på et lag af sine egne nåle; til påske ville et brunt skelet hamre mod glasdøren. Jeg havde en turkis badekåbe på over natkjolen.
"Sådan så jeg gerne vil bo sammen med hende".
"Du må ikke flytte".
"Men sådan bliver det altså ".
"Neej, neej, neej", råbte jeg og så, at min far allerede sad på kanten af sin stol, og jeg skovlede sofahynderne hen over mig.
|
|
