Home About Us Contact
To front page
Websites of the Danish Art Agency
Danish Art Agency
Go to DanishMusic.info
Go to DanishPerformingArts.info
Literary Magazine
Grants
News
Author Profiles
Translated Titles
Links
Uddrag fra

Skriverjomfruen

Af Mette Winge

Handlingen udspilles i en to-fagsstue; vinduerne vender ud til højre side. I midten af rummet står en øreklapstol (18.årh.) og ved siden af den et lille bord med skrivesager og stakke af papirer. Et chatol med klappen slået ned står på bagvæggen. Papirer, bøger og almindeligt rod ligger på klappen. Stuen er forpjusket og slidt, men æstetisk i sit anlæg. Jomfruen står med ryggen til stuen henne ved vinduet. Hun læner panden mod ruden. Hun hoster. Så vender hun sig om, tager sig til maven. Hun har det tydeligvis skidt. Hun er iført en slidt slåbrok, håret er tyndt og gråt, bundet sjusket sammen i nakken. Hendes natsærk stikker frem fra slåbrokken. Den ser ikke alt for proper ud. Hun støtter sig til møblerne, idet hun går hen og lader sig synke ned i stolen.

Jomfruen:

Heller ikke i dag ... heller ikke i går ... heller ikke i sidste uge ... heller ikke.

(Hun hoster stærkt)

Hold så kæft, ti ... Er det ikke nok, at fisken sidder dernede og lurer og murer.

(Hun tager sig til underlivet)

Jo, jeg ved, hvordan du ser ud. Sort og skællet er du med lange, gule tænder. Dine tænder er de værste, for de river og rusker. Og når du ikke river og rusker, så står du derinde og lurer. Som en gedde under en brink. En dag lykkes det dig at bide igennem ... Men dig har jeg levet med i lange tider. Jeg har fulgt dig, fra du var ganske lille og blot en trækning. Så blev du til en smertende iling, noget som kom og svømmede væk. Og nu har du vokset dig stor, du mit eneste barn. En fisk med lange, spidse tænder. Men ham her

(Hun tæsker på sit bryst)

Han er ny, ham hader jeg, Hans velærværdighed hr. Hoste, M.le Toux. Så ti da.

(Hun hoster længe)

Dybsort mørke med smertende, lysende stjerner, hostestjerner; de har længe været de eneste stjerner, jeg ser. Og en dag splintrer de mig.

(Hun hiver efter vejret og spytter i et spyttekrus. Hosten stilner langsomt af.)

Åh, tak. Agter De virkelig at holde en pause, min herre? I fald er jeg Dem yderst taknemmelig. Deres ærbødige tjenerinde takker Dem, kysser ydmygt Deres klo af en hånd...

(Hun ser ned over sig)

Vorherre bevares. Og så er der fornemme og rige folk, der drager til Rom for at studere ruiner. De kunne nøjes med at studere mig...

(Hun sidder lidt og piller tråde ud af slåbrokkens slidte ærme)

Den må holde tiden ud. Det varer ikke så længe, timeglasset er vendt for sidste gang, sandstrålen bliver tyndere og tyndere.

(Hun tager sig igen til underlivet)

Hvis du så mig nu, hvad ville du så sige? Ingenting, for du er høflig. Du lærte det der med høfligheden nede i Sorø, på Ridderakademiet. Men du vil tænke, jeg kender dig, og du tænker. Det er derfor, du holder dig væk. Du kan ikke holde ud at se på mig. Ikke holde mig ud. Heller ikke i morgen kommer du, heller ikke ... Jeg ved det ... Hvornår du sidst gav lyd fra dig? Jeg skrev det op.

(Hun roder i papirerne på bordet)

Jeg skrev det op ... Hvor er det nu...

(Hun trækker et stykke papir frem)

Her ... Medio januari var det. Du kom ikke selv. Næ, "Hofmarskallen har ikke stunder. Hoftjenesten tager så megen af hofmarskallens tid. Men hofmarskallen vil i al godhed meddele, at han klokken fire slet vil køre over pladsen. Om Jomfruen har stunder, kan det måske fornøje Jomfruen..." Jo, Jomfruen havde stunder, således at jeg medio januari kunne glæde mig over at se hans hvide hånd med kniplingsmanchetten, der faldt blødt ned om håndleddet, da han hilste herop. Jo, han hilste, hilste sin Dorothea. Og hun så det, og hun glædede sig over denne nåde...

(Hun begynder at græde, hivende og uskønt)

Medio januari. Og nu er lyset blidt, vi er langt inde i foråret. Le Printemps. Der Frühling. La primavera. Og han kommer ikke. Han har afsky for mig. Han kan lugte ormene.

(Hun tier lidt, ser sig omkring i stuen).


> Tilbage
 
Danish Arts Agency / Literature Centre    H.C. Andersens Boulevard 2    Copenhagen DK-1553    Tel: +45 33 74 45 00