Home About Us Contact
To front page
Websites of the Danish Art Agency
Danish Art Agency
Go to DanishMusic.info
Go to DanishPerformingArts.info
Literary Magazine
Grants
News
Author Profiles
Translated Titles
Links
Uddrag fra

Nogle dage i september

Af Mette Winge

    - Det er ikke noget at tage sådan på vej over. Hun er bare gået en lille tur.
    - Jamen, hun må ikke strejfe alene om. Fruen bli´r fuldstændig tosset, og så kan hun finde på at skrige noget så forfærdeligt.
    - Det er da ikke Deres skyld. De kan da ikke sidde og passe på, når De holder til hernede i kælderen, og hun er oppe på førstesalen.
    - Og spillelærerinden skulle komme her til formiddag. Det nævnte Fruen.
    - Så må hun gå igen. Så er det da heller ikke værre. Pigebarnet trænger vel til at muntre sig lidt på egen hånd. Hun bli´r holdt strengt, når hendes moder er her.
    - Det er lige netop det, hun ikke må, muntre sig. Og slet ikke på egen hånd. Uhhadada, det si´r Fruen ustandselig. Der kan ske alt muligt med alle de russere der løber omkring. De tænker jo kun på at springe på ethvert stykke kvindfolk, uanset alder. Piger eller tykke koner, det er lige meget for dem. Man skulle ikke tro de nogensinde fik noget derhjemme. ja, selv Zaren, si´r de ...
    - Men russerne er jo slet ikke kommet endnu,
    - Nå, nej, det er de ikke. Men så er der alle de sortsmudskede, og ...
    - Skal jeg ikke gå ud og se efter hende?
    - Jo, gør det, så får jeg fat i en af gartnerdrengene. De kan løbe hurtigt.
    - Hvor skal de løbe hen? Kan hun monstro være gået ned til søen?
    - Til søen? Jamen, hør, tror De, der er sket noget? Søen? Åh nej, åh nej. Kokkepigens tykke kinder faldt sammen af skræk, og hun slog hænderne for ansigtet.
    - Nej, vel er der ikke sket noget.
    - Hun er sikkert gået i søen og druknet. Jeg ved det, jeg kan mærke det. Eller blevet skændet af en af de der sortsmudskede, og måske sprættet op. Har De ikke set dem? Det er lige før de går rundt med en kniv i munden.
    - Kosakkerne er ikke kommet endnu, så det kan ikke være dem. Ta´ det nu lidt roligt. Jeg løber ned til søen og kigger efter, jeg er nok lidt hurtigere til bens, og få De så fat på gartneren.
    Hildeborg lagde hånden på dørhåndtaget og skulle lige til at trykke den ned, da hun hørte stemmer fra gården.

 
Danish Arts Agency / Literature Centre    H.C. Andersens Boulevard 2    Copenhagen DK-1553    Tel: +45 33 74 45 00