Uddrag fra
Jeg har set verden begynde
Af Carsten Jensen
»Jeg var et offer for krigen,« sagde Tam en aften. »Og hvad har jeg fået ud af tiden efter krigen? Ensomhed.« Hun så ned på sine smukke, slanke hænder. Khieu betragtede hende tavst med sit mørke, intense blik. »Jeg har forført alle. Jeg har skiftet bopæl, som andre piger skifter tøj.«
»Men hvorfor?« spurgte jeg. »Hvorfor behøver det at være sådan?« Resignationen i hendes ord oprørte mig.
»Ved du, hvad en sort biografi vil sige?«
Jeg rystede på hovedet.
»Jeg voksede op på flådebasen Cam Ranh uden for Nha Trang. Min far var officer i den sydvietnamesiske hær. Mine forældre var katolikker. De blev senere skilt ... « Hun tøvede et øjeblik, som om hun overvejede sine næste ord. »... jeg lod mig uddanne til skolelærer. Jeg har undervist i vietnamesisk. Så for to år siden blev jeg afskediget. Det var under en af de udrensninger, der af og til finder sted. Min fortid stemplede mig. Åh, hvis du kunne forestille dig disse ydmygende forhør, hvor de endevender alle begivenheder i éns fortid.« Hun knyttede hænderne. »Min fortid var ikke revolutionær nok. Datter af en officer, som var på den forkerte side. Katolik. Det er, hvad en sort biografi er.«
Hun lo med teatralsk bitterhed. »Og så er min far ikke engang min far. Er det ikke det morsomste ved det hele? Min mor var min far utro. Min rigtige far var en filippinsk flådeofficer, som var udstationeret i Cam Ranh. Jeg har aldrig kendt ham, for jeg vidste selvfølgelig ikke noget. Så da jeg var syv år gammel, i 1972, fortalte min mor sandheden til min far. Kort tid efter blev de skilt. Jeg så ham aldrig igen. Men jeg har tilgivet hende. Hun var ensom og ulykkelig. Det var under krigen. Hun så sjældent min far og vidste aldrig, hvor han var. Alting kunne ske. Han kunne være blevet slået ihjel. Hun har bare villet trøste sig. Og så blev jeg resultatet.«
Hun holdt inde et øjeblik. Så kom det med stor heftighed, og hun knyttede igen hænderne i skødet. »Jeg har tilgivet hende. Men jeg kan ikke elske hende! «
»Hvorfor ikke?«
»Fordi hun er egoistisk. Hun tænker ikke på andre end sig selv. Da nordvietnaineserne kom, blev vi evakueret til Vung Tau. Alle forsøgte at komme med på de sidste fly ud. Min mor havde mig på armen, og vi var nået helt frem til en af helikopterne. Der var en sort soldat, der strakte hænderne frem. Folk skreg og var frygteligt ophidsede. Vi kunne lige netop skelne hans stemme. »Kun dig, honey - der er kun plads til dig! Du er den sidste. Kom nu! Velkommen til Amerika!« Da det gik op for min mor, hvad han sagde, sænkede hun straks armene. Jeg forsvandt ned i mængden, og et øjeblik efter blev vi presset til side af alle de desperate mennesker, der forsøgte at nå frem til helikopteren. Så smækkede døren, og helikopteren begyndte at stige til vejrs. Der var nogle, der hagede sig fast i landingsstellet, og andre, der greb fat i dem, der hagede sig fast. Vi så helikopteren flyve ud over havet med en hel klase af mennesker hængende under sig. Så begyndte de at falde af, en efter en, ligesom modne druer. Men jeg kunne have været med. Jeg kunne have været inde i den helikopter. Jeg kunne have fået et liv i USA. Men det undte hun mig ikke.«
»Tror du ikke, det var, fordi hun elskede dig, at hun ikke kunne bære at skilles fra dig? Hun kunne jo ikke vide, om hun nogen sinde ville få dig at se igen.«
»Jamen, en mor skal først og fremmest bekymre sig om sit barns velfærd. Jeg ville have fået et bedre liv i USA. Hun ville selv af sted. Det var det eneste, hun var optaget af. Hun bekymrede sig overhovedet ikke om mit liv. Hun brød sig ikke engang om mig. Det kunne jeg tydeligt mærke. Du skulle vide, hvordan hun opførte sig. Men jeg brød mig heller ikke om hende. Ikke efter det med min far. Hun tog min far fra mig, og hun gav mig ikke engang en ny. Dengang kunne jeg ikke tilgive hende. Det kan jeg nu, fordi jeg er voksen, og en voksen kvinde kan forstå nogle ting, et barn ikke kan forstå. Men jeg kan aldrig tilgive hende det øjeblik foran den amerikanske soldat, hvor hun sænkede armene og dømte mig til det elendige liv her i Vietnam.«
Hun holdt inde et øjeblik og drak af den grønne te i en lille porcelænskop. Khieu bøjede sig frem mod hende og strøg hendes tætte hår væk fra ansigtet som for at opmuntre hende til at fortsætte. En olielampe brændte med en klar flamme i den tunge aftenluft, og foran den hvide porcelænsbuddha glødede to røgelsespinde i halvmørket. Lugten var sød og bedøvende som fra en overparfumeret krop.
»Da jeg var sytten, prøvede jeg at komme ud af Vietnam. Det var sammen med min tante. Men det mislykkedes. Vi blev snydt. Vi blev sejlet ud med en lille båd og sat i land på en ø, hvor vi blev bedt om at vente. Men kontaktbåden, der skulle tage os ud i internationalt farvand, kom aldrig. Ja, og så ... « Hun slog ud med hånden i en beklagende gestus. »... så blev jeg skolelærer og gift nogenlunde samtidig. Da der var gået nogle år, opdagede jeg, at min mand var i gang med at forberede et bryllup med en anden kvinde. Jeg kunne have fået ham anklaget for bigami. I stedet valgte jeg at give ham hans frihed tilbage. Heldigvis fik vi aldrig børn ... « Hun så frem for sig. Lyset fra olielampen spejlede sig i hendes øjne. Så lukkede hun dem pludselig hårdt i, og hele hendes ansigt trak sig sammen. Hun holdt sig for munden, og et stort suk arbejdede sig op fra hendes brystkasse. »Jeg kan ikke få børn,« sagde hun ud gennem fingrene. Hendes skuldre skælvede, og tårerne begyndte at løbe ned ad hendes kinder. Khieu omfavnede hende, og Tam skjulte sit ansigt i venindens halsgrube, mens hun rystede ubehersket.
Efter nogen tid så hun op igen. Hun tørrede sine kinder med bagsiden af hånden og smilte forlegent. »Kan du huske det stykke, jeg læste for dig om stjernerne?« spurgte hun. »Det er det værste ved ikke at kunne få børn. At du ikke kan give øjnene på den, du elsker, videre til evigheden. De vil slukkes, ligesom stjernerne, i stedet for at leve videre i et nyt ansigt. Øjne er juveler. De skulle have lov til at holde lige så længe.«
Det var Tam, der foreslog, at vi skulle leje en bil og besøge Kokosnødmunkens ø. Mens vi kørte gennem Mekong-deltaet, lagde jeg mærke til, at den tætte vegetation, der til alle sider omgav vejen, aldrig var højere end to-tre meter. Jeg er ikke botaniker og ved ikke, om det skyldes bevoksningens art. Men jeg forestillede mig, at dette landskab, der havde været et af Vietnams mest sønderbombede, var blevet beplantet igen efter krigen, og at træernes og buskenes højde fuldkommen som et barns højde var en nøjagtig målestok for et nyt livs varighed: Det antal år, freden havde hersket og et nyt, genfødt land havde bestået. Fældede man et af disse træer, hvis grønne blade gnistrede blankt i solskinnet, ville dets årringe føre tilbage til år nul, til afløvningsmidlernes, napalmens, bombernes dommedag, og nu svarede en krigshærget og ødelagt nation igen med det eneste, den havde, en skændet naturs ukuelige frodighed.
Bilen skød frem i jævn fart ad de lange, lige veje, og kun sjældent dukkede et køretøj op i den modsatte retning. Det forekom mig, at den eneste lyd, der hørtes, var dækkenes hvislen hen over asfalten, som om bilen med motoren slukket blev drevet frem en ejendommelig inerti. Det var midt i middagsheden, og der var ingen mennesker at se. Chaufføren så lige frem uden at røre sig, ubevægelig som en statue. Alle bilens vinduer var rullet ned, men det var, som om heden var så overvældende, at heller ikke farten formaede at frembringe nogen vind. På forsædet var Khieu faldet i søvn. Hendes hånd stak halvt ud af vinduet i en stilling, som om hun holdt en usynlig cigaret mellem fingrene
Tam sov med hovedet i mit skød. Hendes lange, hvide kjole med et mønster af store røde og grønne blomsterblade dækkede hele sædet. Ansigtet var skjult under det udslåede hår, og hun lignede selv en blomst, der bedøvet af varmen var faldet sammen. Jeg blev grebet af en stærk og rolig, fuldkommen fysisk følelse af fred, som om en larm, der hele livet havde lydt i mit hoved, med et var hørt op, og jeg for første gang nogen sinde hørte virkelig stilhed, ikke blot hørte den, men mærkede den i hele kroppen, som om muskler, der havde været spændt i en evighed, pludselig slappedes.
Jeg strøg Tam over håret uden at vække hende, og i min bevægelse var der en taknemmelighed, som jeg ikke forstod. Der skulle gå lang tid, før jeg indså, hvad min hånd i dette øjeblik havde vidst: At det var hende, jeg skyldte denne ukendte følelse af fred. Hun havde lagt sig med hovedet i mit skød og var faldet i søvn. Det er den mest tillidsfulde handling, jeg kan forestille mig. Hun gav mig sin tillid, sin sarbarhed, sin ubeskyttethed. Hun gav mig min tilbagekomst til jorden, min rejses første ankomst.
Begivenheder har deres egen geografi. Den hedder historie. Men hvad hedder det, nar man rejser i verden uden at bekymre sig om geografien og heller ikke har historien og dens begivenheder som vejviser, men kun mennesker? Findes der en mødernes usynlige historie, som ikke har noget at gøre med landskabernes diktater eller voldsomme begivenheders lange skygger? Jeg tænker ikke på Saigon. Jeg tænker på Tam. Jeg tænker ikke på Mekong-deltaet og vejen til Kokosnødmunkens ø. Jeg tænker på dette øjeblik med hendes hoved hvilende i mit skød. Der findes et verdenskort inden i verdenskortet.
Jeg fortalte hende aldrig, hvad dette øjeblik havde betydet for mig. Dengang følte jeg, at det ikke havde noget med hende at gøre, at det var et meget privat øjeblik, udløst af eftermiddagens stilhed. Jeg var alt for optaget af mig selv og af at fortolke mine egne følelser til at forstå, at hun også var involveret. Men det er den lette vægt af hendes hoved i mit skød, der er blevet hængende i min erindring.
|
|
