Uddrag fra
Af en astmatisk kritikers bekendelser
Af Carsten Jensen
Jeg var disponeret for ensomhed. Årsagen var ganske banal. Jeg havde astma. Astma er, som man sikkert ved, en sygdom, der forhindrer vejrtrækningen i at fungere på normal måde. Et astmaanfald kan fremkaldes af fysisk anstrengelse, allergi, eller have en psykisk årsag. Det sidste har det næsten altid. Min største angst var aldrig at få et anfald, men at få et anfald, når andre så på det. For et barn er astma en stigmatiserende sygdom, den skiller ud og gør barnet til det, det nødigst af alt vil være: anderledes. Astma disponerer for distance. Man lytter til de andres åndedrag, som man lytter til sit eget. Man iagttager de andre, som man iagttager sig selv, i ængstelig venten på et nyt anfald.
Man bliver selviscenesætter. Hvis der var andre til stede, når et anfald kom, forsøgte jeg altid at skjule det. Jeg blev purpurfarvet i hovedet, jeg var ude af stand til at tale eller koncentrere mig om, hvad andre sagde, det gurglede op og ned i mit luftrør, og mine skuldre hævede sig langsomt op i ørehøjde under anstrengelsen for at få hevet den nødvendige luft ned i lungerne. Men jeg lod som ingenting, så ud i luften og ville sikkert også have fløjtet, hvis det havde været mig muligt. Som selviscenesætter hørte jeg til den apokalyptiske slags: Jeg anede og ventede sammenbruddet og den afsløring, der ville bringe min fatale anderledeshed for dagen. Jeg vidste, at kulissen altid ville vælte i anden akt og åbenbare snoreloftet bagved.
Jeg udviklede et instinkt for det asociale. Sammen med andre var jeg i fjendeland. Alene erfarede jeg den indre mening i udtrykket at ånde lettet op. Min astma gjorde mig modtagelig for læsning, og i mange år troede jeg, at kun mennesker, der på en eller anden måde var fysisk defekte, kunne holde af litteratur. Hvad læsningen lærte mig, var ikke blot at affinde mig med ensomheden og endog at finde behag i den, men også at acceptere det, der er al ensomheds rod: Den anderledeshed, jeg følte, jeg var blevet dømt til.
|
|
