Uddrag fra
Vi, de druknede
Af Carsten Jensen
Laurids Madsen havde været i Himlen, men kom ned igen takket være sine støvler.
Han røg ikke så højt op som en fløjknap, knap nok som storråen på en fuldrigger. Han havde stået ved Paradisets port og set Sankt Peter, om end det kun var sin røv, vogteren af proten til det hinsides viste ham.
Laurids madsen skulle havde været død. Men døden ville ikke have ham, og så blev han en anden.
Før Laurids Madsen blev berømt for sin visit i Himlen, var han berygtet for egenhændigt at have startet en krig. Han mistede sin far, Rasmus, til havet, da han var seks, og stod til søs med Anna af Marstal, da han var fjorten. Allerede efter tre måneder forliste Anna i Østersøen. Besætningen blev reddet af en amerikansk brig, og lige siden drømte Laurids Madsen om Amerika.
Han havde taget sin styrmandseksamen i Flensburg, da han var atten, og var samme år forlist for anden gang ud for Norges kyst ved Mandal, hvor han en kold oktobernat stod på et skær, der blev overskyllet af bølgerne, og spejdede efter frelse. Fem år sejlede han på verdenshavene. Han havde været syd om Kap Horn og hørt pingvinerne skrige i den begsorte nat. Han havde set Valparaiso, vestkysten af Afrika og Sydney, hvor træerne om vinteren mister barken i stedet for bladene, og kænguruerne springer omkring. Han havde mødt en pige med drueøjne ved navn Sally Brown og kunne berette om Foretop Street, La Boca, Barbary Coast og Tiger Bay. Han havde krydset ækvator, hilst på Kong Neptun og mærket et bump, når skibet krydser Linjen. Han havde ved den lejlighed drukket saltvand, fiskeolie og eddike. Han var blevet døbt i tjære, lampesod og lim, barberet med en rusten kniv med hakker i bladet og havde fået plejet sine rifter plejet med salt og kalk. Han havde kysset den koparrede Amfitrites' okkerfarvede kind og haft næsen nede i hendes lugteflaske, som var fyldt med afklippede negle.
Laurids Madsen havde været vidt omkring.
Det var der mange, der havde. Men han kom som den eneste tilbage med den fikse idé, at alt i Marstal var for småt, og som for at bevise det talte han ustandseligt et sprog, han kaldte amerikansk. Han havde sejlet et år med orlogsfregatten Neversink og lært det fremmede tungemål.
"Givin nem belong mi Laurids Madsen," sagde han.
|
|