Thomas Ripenseren

Af Anne Marie Ejrnæs

Thomas frøs ved sin skrivepult. Hans arme stak ud af slidser i magistras gamle blækplettede skindkappe, og hans egen hætte var slået op om ørerne. Der stod et kulbækken ved hans fødder, og han strakte jævnligt hænderne frem over strålevarmen, men kyndelmisse bed i Hainaut som andre steder i verden. Han havde vinter i knoglerne, og hans muskler var stive af stillesiddende arbejde fra solens opgang til dens nedgang. En dryppende næse hjalp ikke på humøret, og hans øjne sved af koncentration i det sparsomme lys fra små højtsiddende ruder over de lukkede vinduesskodder. Til hverdag kunne han råbe på de vokslys, han behøvede for at se sit forlæg og sin egen skrift, men i dag var forhænget trukket for ud til salen, fordi Marguerite Poréte ventede en gæst, og han håbede sandelig, at hans blære holdt til besøget.
    Der var trangt inde i hans niche. Den mindede ham mere end behageligt var om en celle i et kloster eller et fængsel. Følelsen af indespærring generede ham ikke hele efteråret, da de åbne skodder tillod hans blik at søge ud i landskabet rundt om magistras hus. De stynede træer og de flettede vidjehegn, vejen, der snoede sig langs floden ind mod Tournais befæstning, det var alt sammen både farbar udvej og trøst, fordi han aldrig kom uden for en dør. I klare måneskinsnætter kunne han holde sig vågen og spadsere i magistras have, mens han nød synet af Vor Frues fem tårne, af det himmelstræbende bytårn og byfogedens massive borg, men ind gennem byporten kom han ikke, og hans viden om Tournai og omegn stammede udelukkende fra Mathilde.
    Han var en bortgemt person med en afskrevet bog bag sig. Den var allerede sendt til biskoppen i Châlons-sur-Marne, og han arbejdede hårdt på en ny kopi. Det burde flyde som fra en spædekalv for ham anden gang, men det gjorde det ikke. Han bandede over det brune blæk, for hjemme i Ribe skrev han med sort, der stod tydeligere for ham i dårligt lys, men her skrev man ikke med noget så primitivt som sod, og for øvrigt havde blækket også kun en lille del af skylden for hans vanskeligheder. Han sad med en bog, der efter hans bedste skøn bestod af tres tusinde ord, og han afskrev den ord for ord, fordi både sammenhæng og mening ofte flygtede fra ham. Han spurgte ikke om noget, selv om han havde forfatteren lige ved hånden, for der stod på første side, at man skulle læse med sin subtile indre forståelse, og man vidste vel aldrig, om man kom til kort i så henseende.