Som Svalen

Af Anne Marie Ejrnæs

Gyllembourg dukkede frem foran hestens mule et øjeblik før hun. Han så ikke på hende, men han snerrede afmålt til hendes side.
    - Jeg har ikke lyst til at diskutere Deres mand.
    Sine stirrede forbløffet på ham. Vinterens pres havde slået hende ihjel, hvis Gyllembourg ikke havde lyttet til hende, men hun havde misbrugt hans tålmodighed, det så hun nu. Hun løftede sin kjole let med den ene hånd, og hun ville løbe hen og gribe ham under armen, sige til ham, at hun forstod det så godt, men han trak sig væk, som om hun var smittefarlig. Han stillede sig bag et halvtomt torvestade, og han stod ved siden af en tandløs kone, der sugede de tynde læber ind i munden i bar forventning, og han hamrede sin næve ned i plankens hønseblod og fedtede fjer.
    - Hvis De kun tænker på Deres mand, hvorfor sidder De så ikke hjemme hos Deres far og græder over tabet af ham?
    Folk var begyndt at stimle sammen, og Sine samlede sin kåbe i halsen, før hun gik over torvet med bøjet hoved og Gyllembourg i hælene. Vimmelskaftet lukkede sig snævert om dem, og hvis han kun havde hvisket, var han trængt igennem til hende.
    - Sig mig ærligt, har De overhovedet grædt for Deres mand?
    Hun spejdede ned i en kælder til en urtekræmmer. Hans melsække, hans tønder med spegesild, og havde hun bare haft penge, så hun kunne købe cigarer til sin far.
    - Nej, jeg har ikke grædt. Men jeg har været syg, lige siden Heiberg rejste. Jeg var længe sikker på, at jeg ville dø.
    - Kære fru Heiberg, De dør af Deres lidelser hveranden dag, og jeg skal sige Dem noget - det er trættende.
    Hans stemme var koldere end østenvinden, og Sine nåede at snappe efter vejret, før hun trak sine frostbidte føletråde langt ind under huden. Hun forstod det ikke, men hun havde mistet en ven, og hun gik til, for der var ikke mere at sige, selv om han trak hende i kåbeærmet.
    - Deres kolik, Thomasine Heiberg, Deres hovedpine! Skal jeg sige Dem, hvad Deres symptomer skal dække over? Deres tomhed! De føler ingenting. De ejer ikke en ægte følelse for noget menneske.
    Sine stod stille på Amagertorv. Handelen var helt forbi, og krumbøjede fattigfolk rensede pladsen for porregrønt og frostkrøllede kålblade. Hun så ned i jorden, og hendes fod maste en svampet kartoffel, så den hvide betændelse sprøjtede ud. Da hun løftede hovedet, var hendes øjne hårde som hans.
    - De lyver, hr. Gyllembourg, og i dag er De ond. Og for Dem har jeg vist følt meget mere, end det var fornuftigt af mig.
    - Fornuftigt! Fornuft er ellers ikke en vare, De mangler. Hele eftermiddagen har jeg været luft for Dem ude på Bakkehuset. Og De har smilet og smigret Dem ind og logret med halen for alle de andre idioter. Sådan en tom lille gås!
    Han brølede, og hun var bange for, at han skulle ruske hende på åben gade. Den sorte hat var gledet skævt ned over hans venstre øjenbryn, og raseriet havde sprængt et bånd, der havde bundet hans tunge. Aldrig havde nogen fornærmet hende så groft, men hun mærkede en boblende impuls til at løfte sine arme og puffe hans hat på plads. Hun gjorde det ikke, men indvendig dansede hun, da hun gik ned ad Østergade, selv om hun gjorde sin stemme fornuftig.