Sneglehuset

Af Anne Marie Ejrnæs

Det var kun for at give Thea fred til at græde færdig, at Marie drak sin kaffe og hældte grumset ud i underkoppen. Ivrigt rakte hun sit brune landskab til Kirsten, der var tilfreds med at skifte skæbne. Hun smaskede på den nye med sin tandløse mund, og Marie blev til søbemad med alt, hvad hun havde i sig. Hun blev spist, slubrende, og der var en stank af Theas friske armsved og en lugt af råddenskab, der kom fra Kirstens skorter, og hun havde allerede fortrudt.
    - Og Marie? Hun gifter sig til en skorsten og et husmandssted, og den ene skorsten bliver til to og en gård, og den ene, som blev til to, kan ude i tiden blive til -
    - Jeg vil ikke vide det!
    Marie havde klasket sin flade hånd ned i kaffegrumset, og hun blussede af vrede. Hun lukkede øjnene over sin hidsighed, og grumset mellem de udspilede fingre føltes som hedesand, og revlingbærrene var næsten modne, og harekillinger fjollede i alle hulninger. Bag øjenlågene var aftensolen rød over store vidder, og hun havde gjort sin pligt, for langt borte lo de ad hende i den beklumrede stue. Med tre afmålte skrald flænsede Thea hedesynet, da hun pudsede sin næse, og Marie fandt sig i, at lommetørklædet også blev brugt til at tørre hendes grumsede hånd, som om hun var et lille barn.