Uddrag fra
Sølvtråden
Af Thomas Boberg
Tiwanaku
Ved indgangen til Tiwanaku, de halvt udgravede og delvist rekonstruerede præinkaruiner, nogle timers kørsel fra La Paz over den ode højslette, blev jeg straks viklet ind i en solhærdet bjergkvindes stærke arme.
Jeg skulle jo købe af hendes små keramikminiaturer. De lå der på bordet foran mig.
- Cómprame, Cómprame, señor. Køb, señor, køb mine figurer... El Chasqui, El Sol, Huiracocha, El Amuleto del Amor.
Der var i overflod af dem og fint arbejde tilmed. Den ivrige sælgerske ville med glæde have solgt mig hele butikken for en slik.
- Se, det er solguden, og det er en lille kopi af måneporten som De vil finde derovre, bagved, muy bonito señor... meget smuk senor, og den her må De endelig få med, det er en lille amulet til Deres kone, señor, Deres venner, Deres familie, señor...
En let vind hvirvlede støvet op over El Altiplano; solen glødede over højdernes rygge, brændte sig ind i ansigt og nethinder.
- Købe nu, señor, en til, koster kun en boliviano...
Der var åndelost øde; man kunne se vidt omkring. Resterne af Kalasasaya lå hen som et mægtigt magisk kvadrat midt på sletten. Til alle sider, men næsten helt ude ved synets grænse, rejste bjergene sig der omkransede højsletten.
Hvordan fik de slæbt de enorme stenblokke herned? Under hvilke guders lynende blikke? Stenstøtterne hugget ud af en blok, El Fraile og El Ponce, kunne de måske ikke føre tankerne i retning af Polynesien?
Nede i det underjordiske tempel med form som et kvadratisk svømmebassin der lå ved siden af det store, var væggene dekoreret med bortsmuldrende stenansigter, som havde de været ramt af en sygdom. De stirrede indtrængende på en fra dybet af en glemt epoke. I midten en monolit, Kon-Tiki hed den. Thor Heyerdal havde gennemført sin rejse på tømmerflåden Kon-Tiki.
Han ville bevise en teori: forbindelsen mellem Påskeøen og visse præinkakulturer i Andesbjergene.
En lille, underernæret dreng svøbt i klude stod pludselig ved min side.
Han ville sælge mig en lerfigur, og et potteskår han påstod stammede fra udgravningen af templet.
- Jeg har nok nu, du kan selv se jeg har hele tasken fuld.
- Men så bytte, señor, giv mig din blyant, så får du figuren.
- Blyanten skal jeg selv bruge, men du kan få en mønt. Figuren fik jeg alligevel. Han skulle åbenbart af med den, eller han kendte ikke dens pris.
- Blyanten, señor, blyanten?
- Her, tag det her eukalyptusbolche.
- Gracias, señor, gracias. Han stoppede bolchet i munden og var væk.
Nu var her kun stenene tilbage mod dagens slutning. Tunge firkantede blokke, omhyggeligt hugget til, og pudset bagefter, dekoreret med smukke og gådefulde geometriske monstre, der endnu halvt begravet. Man var i gang med at frigøre det enorme Pumapunku af glemslens og jordens greb, engang opført af 132 tonstunge blokke.
Den lille flække der lå en halv kilometer fra ruinerne, og som i dag hedder Tiwanaku, var en veritabel spøgelsesby. Kun dele, af centrum omkring kirken syntes at være beboet. Hele den omgivende by bestod af længst forladte, nedregnede adobehuse.
- Kan man spise her, spurgte jeg ud i et tomt, støvet lokale, med rækker af hylder langs de afskallede vægge hvorpå der stod et lager af flasker dækket af tommetykt støv. Den eneste vægdekoration var den afklædte kalenderpige der har rejst så vidt omkring.
- Her findes ingenting at tygge på, lød det et sted fra en mørk krog.
Udenfor, i den sene sol, gentog jeg mit spørgsmål. En knægt stod og hang op ad muren. Der var intet svar. Overhovedet intet svar. De sælger os keramikminiaturer, stenfigurer, de lader os være i øvrigt, trænger sig ikke på . En stumhed skåret i deres ansigter.
Jeg satte mig på en stenbænk på den tomme plads og betragtede kirken. Kirken, oplyste et skilt, var, fra det sekstende århundrede, bygget af blokkene fra det, gamle Tiwanaku. Portalen flankeret af to stenstotter af samme type som El Fraile og El Ponce. Samme alvor. Samme enkle mystik. Øjensynligt for at beskytte dem havde man rundt om dem banket nogle jerngitre op. Eller frygtede man at de en dag skulle bryde op og vandre gennem byen?
Der stod de så og stirrede fra deres latterlige fængsler, igennem og forbi en. Jeg genkendte det blik fra en en halv meter høj mandsfigur jeg engang for længe siden havde set på museet i Kairo.
Ud af kirkens gavl vrængede nogle abehoveder af sten.
Den kristne Guds hus, på grænsen til det fattelige, rejst af et sammenstyrtet Tiwanaku.
De levende var de døde, og de døde de levende. En indianerkvinde med en bylt på ryggen på vej ud over højsletten.
En tavs knægt med hårde læber hang op ad en mur.
En hemmelighed. En afgrund af sten.
Og blæsten fra bjergene, der skubbede os hver til sit i støv og tavshed.
|
|
