Uddrag fra
Vandbærere
Af Thomas Boberg
De synger om lopper
Hvor findes det, stedet, hvor jeg falder
sammen med mine skridt og mine skridt med min
skygge og skyggen med ekkoet
hvor jeg bliver den jeg så i lyset af en
anden?
For det er jo bare proces
en pisken fra plet til plet, fra sekund til
sekund
hvor den blivende værdi er alt det som ikke
er os
Findes det mon, stedet, på toppen af det
gyldne spir
mellem to malmklokkers stivnede slag
for enden af en dyster korridor der hvor en
uventet sommer begynder
i bunden af en gyde i den dybeste fornedrelse
der altid kaldte på en af os
i krydset af hjertets blinde glød når den stak
sin spids ind mellem goldhedens tremmeværk?
For det her er jo bare nedrivning
en visnen uden ro en
knevren og frygt for den store lavine der
omsider skal splitte papirdyngerne som flager
af sne under det endeliges hamrende stempler
Jeg slog tanken mod det faste, det som
hårdt prellede strålerne af
det som var uden liv
men dets bevægelse afsluttet i en slags
evighed
så fjern fra vores falden
jeg er blevet underlig primitiv, en uhyrlig
og ustyrlig fløjtespiller
der leder efter lysende ben
i randen af forsamlingens mumlen
for genert til at klæde mig ud
og for indbildsk til ikke at kaste med ord
Jeg skulle vildt krydse på tværs
kaste mig fra borde
og se havfuglenes brillante flugt
forme mine flyvske tanker
Og kyster snor sig med fartøjer
groteske karavaner af ord
og skrammel, flygtninges gods rejsende
over faldefærdige broer
og ensomhed der vider sig i rystende
glaspustede klokker
en jordisk narredans ringlende i afstandens
bjældeklang
eller hvem var skyen der sejlede forbi
i en andens liv
et bedragerisk punkt der flyttede sig
en loppe der bed og så sprang?
jeg sagde død for at mærke ordet død
og døden unddrog sig
jeg sagde kærlighed for at mærke ordet
kærlighed
og kærligheden blev is
Mit hus er en drypstenshule af frosne
ord
hvor ingen bor, hvis mørke er lys når
sindet tænder det
|
|
