Uddrag fra
Americas
Af Thomas Boberg
Billedet af to slanger, der snor sig om hinanden kunne være det visualiserede mantra for Thomas Bobergs rejseroman Americas. To slanger, som billedet på et møde mellem to kulturer eller bevidsthedsformer. Eller de to slanger, som romanen genfinder i genmolekylet, grundstenen for alt levende. Slanger, der for så vidt kunne sno sig om hinanden i det uendelige. For nok er der masser af slanger, insekter og kryb i beretningerne fra Sydamerika, men projektet i Bobergs rejseroman snor sig også. Det er ingen dannelsesrejse, ingen søgen efter afrejse eller ankomst, men kosmopolittens evige begær efter oplevelse og erkendelse, der i Thomas Bobergs litterære hænder bliver til fordybelse. Fordybelsen i rejsen. Og det er ikke blot kroppen, der flytter på sig, men også bevidstheden sendes afsted af det psykoaktive stof ayahuasca. - De shamanistiske seancers bevidshedsudvidende stof, som blandt andet udvindes af planten, der netop snor sine stammer om hinanden, som slanger.
Romanen består af 30 beretninger, der får lov til at stå som enkeltstående oplevelser uden et overordnende og sammenkædende forløb. Romanen fortæller om rejser, der geografisk strækker sig fra USA i nord til Peru i syd, og det er ikke blot yderpunkterne for rejsen men også yderpunkterne for de kulturelle modsætninger, der gensidigt kaster lys over hinanden og skaber en del af romanens perspektiv.
Fortælleren blotlægger sig i bogens indledende kapitler som ung, naiv og forført af den amerikanske kulturs vanvittige fart og søgen efter beruselse. I byen opløses fortællerens væren - her er rejsen en flugt. Da han står overfor den sandhedssøgende shamanisme, som han møder i Ecuador, i Guatemala, i Bolivia såvel som i Peru, åbner rejsen imidlertid for en anden dimension. En indre rejse, hvor fortælleren må se sin frygt i øjnene.
Romanen er et blik indad som udad og en rejse, der viser myternes kraft, en verden der forundrer. Men, først og fremmest er rejsen et litterært projekt, der kredser om forbindelsen mellem sproget, rejsen og livet. En forbindelse, der hele tiden viser sig at være paradoksal, for her rejser fortælleren for at skrive, ikke for at komme til vejs ende med en erkendelse og en ny forståelse for verden. Det er lyrikerens meget visuelle sprog, der væver rejseminderne sammen - med en rytmisk melodisk nerve.
Gunvor Ganer Krejberg
i Danish Literary Magazine 16
Uddrag fra Americas:
Jeg kunne se en lille fisk i en bæk tusind meter nede. Nej, jeg skulle ikke ud at flyve, der var ellers plads nok. For sæt jeg ikke kom tilbage. Jeg kæmpede et godt stykke tid med den ørn, jeg måtte anstrenge mig meget kraftigt for at holden den nede. Hver gang en fugl krydsede himlen rykkede det i mig for at følge efter. Der var en due i flugt lige over mig og jeg baskede med armene og hoppede i ubændig lyst efter at sætte kløerne i den.
Til sidst gled ørnen ud af min krop, og sluttede sig til den anden der åbenbart havde ventet henne ved noget buskads, og begge fløj de bort. Nu lignede de kun skygger på himlens konvekse spejl. Og jeg var omtrent mig selv igen, solen var på kanten til at glide ned bag bjergene.
En gyldenbrun ørn kom svævende over afgrunden, jeg betragtede den længe, og tænkte pludselig på alt det jeg havde mistet, det forekom mig jeg kunne have fløjet som den hvis jeg ikke havde holdt igen, hvis ikke jeg havde været så forbandet angst.
|
|
