Uddrag fra
Ormene ved himlens port
Af Henrik Nordbrandt
Pragmata
De ting, som var her før din død
og de ting, der er kommet efter:
Til de første hører først og Fremmest
dit tøj, smykkerne og fotografierne
og navnet på hende, du var opkaldt efter
og som også døde ung...
Men også et par kvitteringer, indretningen
af et bestemt hjørne i stuen
en skjorte, du strøg til mig
og som jeg gemmer, omhyggeligt
under bunken af skjorter
visse stykker musik, og den skabede
hund, der stadig stiller sig op
og griner dumt, som om du var her.
Til de sidste hører min nye fyldepen
en velkendt parfume
på huden af en kvinde, jeg knap nok kender
og den nye pære, jeg satte i sengelampen
i hvis lys jeg læser om dig
i hver bog, jeg forsøger at læse.
De første minder mig om, at du var
de sidste om, at du ikke længere er.
Det er denne næstenforskelsløshed
jeg finder det vanskeligst at bære.
|
|