Uddrag fra
Krigen
Af Klaus Rifbjerg
Så er krigen forbi
alle ånder lettede op
lad os se at komme videre
men krigen er ikke forbi
det vil sige den rigtige krig
er forbi
men ikke krigen
rækker over og lægger forsigtigt
hånden på dit hår
mens du sover
og vores fælles varme
løber sammen
i svævende jordfast kredsen
og jeg husker mine døde
og deres absolutte fjernhed
og kulden
som ingen djævel kan tø op
Krigen fortsætter på sine egne præmisser
som ikke er underholdende
drømmende nikker planterne til hinanden
i nattebrisen
stumt transponerer de
meddelelser om indre sekretion
udfordrende myrer og dugdråber
som langsomt gør sig fri
spejler månen og triller ned
omsluttende
sin perle
til den brister
jorden og de lave vækster
modtager fugtigheden i bred almindelighed
klodens store lunge ånder
fjenden man har forsyner med våben og
bekæmper med alle midler
fortsætter krigen
mod en fjende som er inde i fjenden
kun krigen er den samme
læner øret mod radiobølgerne
og hører det glidende
skramlende kor af
anråbende meddelelser
postulater
konstateringer
bønner og opfordringer
malabarisk musik
forvredne kommentarer
stampende rytmer
sprog sprog sprog
i alle afskygninger
og nuancer
hælder hovedet
mod babelstårnet
og føler en svimmel forbrødring
og en dyb forstemthed
der letter momentant
fordi tonen fra det uendelige
pludselig går igennem på
et hundrede og fire og tyve megaherz
indtil en marokkansk popsanger
afløser gud
og indtager scenen og fortsætter
en afbrudt duet med en sovjetisk
sportskommentator
der med nød og næppe
ikke overdøves af meddelelsen om
en ny stormflod i bangladesh fra
bbc world service
det er ærlig talt til
at blive lidt træt af
|
|
