Anna (jeg) Anna

Af Klaus Rifbjerg

   Jeg er femogtredive år og vild med pelargonier. Jeg har det godt. Min tilværelse er enkel og misundelsesværdig. Jeg har en seng og Tom sover ved siden af mig. Længere nede ad gangen sover John i sit værelse og Minna ligger med sin bamse. Selv om jeg fandt på at gå ud i køkkenet nu, ville det være umuligt at komme ned i skuffen. Vores watch-boy ville vågne straks og spørge, om der var noget jeg havde brug for. Et glas vand. Og han ville undre sig, men alligevel åbne døren til isskabet og række mig en af kanderne, selv om han ved, at der er sat frem til Tom og mig i termokander på natbordet. Jeg kunne ikke bede ham om en kniv. Naturligvis kunne jeg bede ham om en kniv. Han ville finde frem og spørge om Memsahib ville have en stor eller en lille, og Anna ville svare: Jeg vil have den store, den med det brede blad yderst, den som Ahcmat sliber mod stenen udenfor, den der blinker i solen, når han vender bladet i hånden, den der bliver brugt på kødet i køkkenet, den der smælder mod skærebrættet, når den går igennem. Den store kniv. og jeg ville gå med den gennem anretterværelset og spisestuen under ovenlyset og den store vifte, ja jeg ville, jeg ville åbne døren, men hvad med bamsen? Hvad sker der med bamsen? Hvad gør man med bamsen bagefter, når det er sket? Jeg kunne da ikke fjerne bamsen først og så skære bagefter? Men hun må ikke mærke noget, elskede. Elskede, lille Minna, et barn i træerne, mit barn født i himlen mellem de blå svaner og minareterne, mit barn af lime og jade og bølgeblik, min varmepusling, der kommer Anna nu med kniven og løfter dig op så halsen blottes og hovedet falder bagover, mens du stadigvæk sover. Tryghed, måneskin, blink, de gamle ravne skramler over taget og kamelerne, som du elsker, vender hovedet mod hinanden og smiler.

   Så ville den franske film begynde og en kvinde med bøjet hoved føres bort, mens alt for tunge døre smækker. Kasketterne er forkerte og tintningen gammeldags, gullig. Det regner, det regner i Karachi, men kun på celluloiden: Barnemordersken græder og eksekutionspelotonen tager ladegreb.

   Klokken er halv seks og der er ingen blodige bamser at sætte i vindueskarmen. Til gengæld ligger her i sengen et fragtbrev med mit navn på under tæppet. Jer er fri og skyldfri. Det regner om mig med ærter, jeg skriver i mørket under tæppet med min lommelampe en bog for unge piger: Anna klarer ærterne. Vender mig mod Tom og husker alting. Den kloge mand, min ven. En spraglet blomsterflue landede på hans højre øre og jeg så på den, mens jeg hørte Anna tale. Det er så let. Processen kan beskrives fysiologisk-anatomisk. Luft, nedtrykket i lungerne gennem den respiratoriske proces (en slags krampe) stødes ud gennem luftrøret, passerer stemmebåndene, formes af tunge mod tænder, gane, blød gane, stop, release - ord. Jeg sagde til om: Jeg har det ikke så godt. Jeg sagde til Tom: Jeg er deprimeret. Jeg ved ikke, hvad jeg sagde til Tom, men jeg prøver igen. Det skal være rigtigt. Først mærkede jeg mit ansigt og sagde til mig selv: Anna, du har et tragisk udtryk i ansigtet. Så gjorde jeg modstand og forandrede mit tragiske udtryk til et alvorligt-melankolsk ansigt, men jeg kunne ikke acceptere det. Så smilede jeg og sagde: Tom, jeg vil gerne slå Minna ihjel. Nej. Jeg sagde: Det er mit ansigt du ser, men det er ikke mit ansigt. Jeg har ikke noget at skulle have sagt over det. Når jeg vil have det skal se tragisk ud, fniser det. Når jeg beder mit ansigt udtrykke angst, ligner det forstillelse. Jeg har ikke noget ansigt, men kan tale. Jeg sagde: Hvorfor er det Minna og ikke dig John vil slå ihjel? Nej, jeg talte klogt. Jeg sagde til Tom (og blomsterfluen nærmede sig hans øreflip): Du, Tom ...