Uddrag fra
Skytten paa Aunsbjerg
Af Steen Steensen Blicher
I min Opvæxt maatte jeg oftere og længere end jeg ønskede opholde mig, eller rettere: indspærres paa denne Gaard. Besidderen Etatsraad Steen de Steensen
var nemlig min Moders Morbroder. Han og Kone - en Schinckel
- havde ingen Børn; jeg var opkaldt efter ham; og han var en godmodig Mand. Hun - ja, hun holdt virkelig af mig - hun var "fuldblods," som det nu hedder; og man veed, at denne Race ikke er fri for Nykker, dem ej engang den "permanente Guillotine" er istand til at udpille: hun vilde herske; intet videre. "Hvor er din Villie, lille Steen?" sagde hun ofte til mig - men ikke uden naar Fremmede vare tilstede. Jeg var en Dukke, en Automat; og hun havde lært mig at svare: "I Bedstemoders Lomme." - Den stakkels Drengs sædvanlige Trøst var, i hendes Fraværelse at drille hendes Yndlingshund "Manille,"
der, mellem os sagt, var af en yderst gnaven og irritabel Tænkemaade. Jeg fik, henad Vejen sagt den Satisfaction: at den engang uforvarende kom ind i Tøjreslaget til en Ørn, der ogsaa var fængslet, men til en Grønplet i Haugen, hvor da denne Fuglenes Konge myrdede Favoriten, og aad ham til Frokost. Det forstaar sig: paa den regjerende Dronnings Befaling blev der holdt Standret over ham og Dommen, at skydes, strax fuldbyrdet af Skytten Vilhelm.
Samme Skytte var ellers min Favorit; og jeg var aldrig lykkeligere, end naar jeg engang kunde faae Lov til at besøge ham i hans Kammer, besee hans Geværer, lege med hans Hunde, og høre hans Jagthistorier. - Han hedde ellers "Guillaume", der betyder det samme paa fransk som Wilhelm
paa tydsk, og han var
en Franskmand. - Jeg veed det nok: jeg er kommen i Ord for at lyve; og nu kunde maaskee Een og Anden ogsaa her ville beskylde mig for et Falsum. Men jeg er ikke bange; jeg kan legitimere mig - og jeg holder af Legitimiteten...
Højstærede Læsere og Læserinder! harmes ikke paa mig! fordi denne lille Historie, der vel neppe kan anslaaes højere end til en stor Anecdot, er saa stykkeviis, dunkel og sørgelig. Er ikke al vor Kundskab herneden stykkeviis? er ikke al vor Viisdom dunkel? og Størstedelen af vor Erfaring - ja lad det kun staae her - sørgelig? - Jeg stod mange Gange i mine unge Drengeaar paa Vium Kirkegaard, der hvor Mette havde siddet og seet paa Mandens og Barnets Grave! Jeg har siddet der, naar Solen skreed ned i Nordvest bag Lyshøj, og hørt paa Rørdrummens Sørgesang histnede i Bastrup Søe. Jeg sørgede ogsaa; men der var ikke Græmmelse, mindre Tvivl eller Frygt i min Sorg. Der var Noget - der var Meget, som lignede Glæde, som var
Glæde. - Dyret sørger ikke, undtagen maaskee i menneskeligt Samkvem - Sorg er Menneskets Forrettighed.
_________
|
|
