Uddrag fra
Hosekræmmeren
Af Steen Steensen Blicher
"Den største Sorg i Verden her
Er dog at miste den, Man har kjer."
Stundom, naar jeg har vandret ret ud i den store Alhede, hvor jeg kun har havt den brune Lyng omkring og den blaae Himmel over mig; naar jeg vankede fjernt fra Menneskene og Mindesmærkerne om deres Puslen hernede, der i Grunden kun er Muldvarpeskud, som Tiden eller en og anden urolig Tamerlan engang jevner med Jorden; naar jeg svævede hjertelet, frihedstolt som Beduinen, hvem intet Huus, ingen snævert begrændset Mark fængsler til Pletten, men som ejer, besidder Alt hvad han seer, som - ikke boer - men lysterer hvor han vil;
naar da mit vidt omsvævende Blik i Kimingen skimtede et Huus, og saaledes ubehageligen standsedes i sin lette Flugt: Stundom opstod da, Gud forlade mig denne Flyvetanke; thi Andet var det dog ikke - det Ønske, gid denne Menneskevaaning var borte! der boer ogsaa Møje og Kummer; der trættes, der kives ogsaa om Mit og Dit! - Ak! den lykkelige Ørken er baade min og din, er Alles, er Ingens...
...Det var Cecilia, bleg, dog smuk endnu; indtil hun hævede sit Blik til mig: ak! da lyste Vanviddet ud af de matglimtende Øjne, af hele Aasynets vammelsøde Smiil. Ogsaa bemærkede jeg, at hun ingen Rok havde for sig; men at den, hun indbildte sig at træde, maatte være af samme Stof som Macbeths Dolk. - Hun standsede baade med Sangen og med sit luftige Spind, og spurgte mig ivrigt: "Er I fra Holsteen? Saae I Esben? Kommer han snart?" Jeg fornam hvorledes jeg var faren; og svarte ligesaa hurtigt: "Jo, nu bier han ikke ret længe, jeg skal hilse Dig fra ham." "Saa maae jeg ud at møde ham! " raabte hun glad, sprang op fra sin lille Halmstol, og hoppede hen mod Døren...
I tungsindige Tanker vandrede jeg tilbage; min Sjæl havde antaget Ørkens Farve. Min Phantasie var ene sysselsat med Cecilia og hendes rædsomme Skjæbne. I hvert et fjernt Luftbillede troede jeg at see Hosekræmmerdatteren, hvorlunde hun sad og spandt, og rokkede, og slog ud med Armene. I Hjejlens sørgmodige Fløjten, i den eenlige Hedelærkes eensformige Klagetrille hørte jeg kun de sørgeligsande, af saamange tusinde saarede Hjerter dybtfølte Ord:
"Den største Sorg udi Verden her,
Er dog at skilles fra den, Man har kjer."
_________
|
|
