Uddrag fra
Bang
Af Dorrit Willumsen
I citatet følger vi den unge Bangs voksende bevidsthed om sin seksualitet, og - ikke mindst - en voksende bevidsthed om, hvem den er rettet mod.
For der er en mand, der er smukkere end nogen kvinde. Så smuk som Shakespeares drengeheltinder. Og den mand har rørt ved hans skulder, strejfet ham med sine fingerspidser og smilet ironisk, spottende og ømt. Han sagde ikke: Min ven. Han sagde ikke: Min elskede. Men han, Herman, vidste, at han netop mente: Min egen elskede ven.
Og der var ikke et brev. For breve af ild må blive aske. Den slags kærlighed må aldrig nævnes med ord. Men Herman må gøre alle hans bevægelser efter, og Herman hører pludselig hans tonefald i sin egen stemme og stivner af angst for, at nogen skal høre netop den tone.
Og han møder ham i en have, i et drivhus, i en stue. Og de lader begge, som om det er tilfældigt. Som om det ikke er en skæbne, at manden stryger hen over hans øjne og lukker dem. Som om det ikke er en skæbne, at han glider og synker mod fortabelsen. At han åbner sin sin mund. At mandens hænder kun delvis er beskyttende vinger. At han, drengen, åbner sin mund, der pludselig er et landskab. Tandklipper, ganehvælv, tungen tavs og blød mod et stødende køn. Mod en flydende blomst, der er lunken og salt.
Og hvis nogen kom nu. Og hvis nogen så ham nu, ville der kun være én vej. Ud i søen. Og der ville han gå til bunds og lade vandet trænge ind i sine øjne, i sin mund og i sine ører. Ikke for at rense sig. Men for at dø. For han har fortjent det.
|
|
