Uddrag fra
Hvis det virkelig var en film
Af Dorrit Willumsen
Det mest generende er, at de hele tiden ser sådan på ham. De taler også om ham. Somme tider som han er en slags hovedperson. Og somme tider som om han slet ikke er til stede. De kalder ham: Anklagede, logerende, bedrager, voldsforbryder, ægtemand, tyv. De ruller hans dage op og spoler dem frem og tilbage. Som om det er en film, de ikke rigtig er tilfredse med. Og som om der er et eller andet, de vil rette.
Men det er ikke bare det, der gør han urolig. Der er også deres bevægelser. Deres gnidren af tøj, hænder, tasker, hud. Et mærkeligt støvet og alligevel højtideligt samvær.
Somme tider prøver de også at trække ord ud af ham. Og somme tider taler han virkelig, fordi pauserne ellers ville blive alt for lange. Men han bryder sig ikke om det.
Hvis dommeren i det mindste lod være med at se så direkte på ham. Hvis forsvareren og anklageren ville holde op med at henvende sig så ugenert og krævende netop til ham. Hvis han bare kunne sidde i en blød mørk sal med fløjlsstole og et fint glat lærred, hvor alt skete.
Hvis det virkelig var en film. - Hvor ville det være enkelt og let. For faktisk er film det, han holdet mest af. Det lune beskyttende mørke og kvinderne, der er så smukke, så sarte og så bevægende. Og de gør alt. Meget mere end man kan tænke sig til. Og de har ikke noget imod, at han ser det. De bliver aldrig fornærmede. Ikke engang når han taler til dem.
|
|
