Uddrag fra
Neonhaven
Af Dorrit Willumsen
Marions forvandling
Foran spejlet er Marion optaget af sin morgenbeskæftigelse. Hun betragter sin krop. De perfekte bryster holder sig oppe udelukkende ved deres egen muskulatur. De behøver hverken voks eller silicone. Maven er glat. Lårene lange. Og fødderne fejlfri.
Omkring hende er værelset i kølige hvide og blå farver. Det er enkelt møbleret og virker i dette øjeblik som en montre om hendes krop. Det ville ikke undre hende, om nogen så ind i det. Og måske er det det, der mangler. For pludselig forekommer det hende, at der mangler et eller andet. Det er som en kold plet, der vokser inden i hende, og breder sig helt ud i fingerspidserne og ned mod hendes knæ. Hun slår sig selv over fingrene ved tanken om, at hun har lyst til at bide negle. Men det hjælper ikke. Hun savner et eller andet. En cigaret? Men det giver gule fingre. En elsker? Men det giver rande under øjnene. Og det er også noget andet. Det er noget mere specielt. Måske noget grimt. Det er som om værelsets og kroppens udsøgte skønhed i det øjeblik kræver noget pjusket, afskyeligt og medynkvækkende. Måske er det ønsket om hunden. Hun har gang på gang tænkt på at anskaffe sig en sjælden grim hund. Men hun er veget tilbage for det ved tanken om, at den skal luftes.
|
|
