Uddrag fra
Kejserens atlas
Af Ib Michael
Han tjekkede
dybden – 49 meter. Tid til at stoppe. Det var svundet godt i flasken. På grund
af trykket går det hurtigt på denne dybde, og hvert af de åndedrag han sugede
fra mundstykket, ville blæse hans lunger ad helvede til ved overfladen, hvor
det ville svare til at sætte trykluft til en ballon. Han lagde nakken tilbage
og panorerede op mod overfladen, der dansede som en lille bitte sølvmave for
enden af en lang tunnel. Han følte sig opstemt og let om hjertet.
Så stivnede han.
En dykker var på vej ned mod ham, omspændt af flimmer der tydede på at solen
var brudt igennem skydækket. Han hørte sin vejrtrækning blive en anelse
hurtigere. Dykkeren kom nærmere, gjorde tegn til ham, og pegede ned. Det måtte
være Jui. De høje kindben og mongolfolden øjne virkede endnu større i masken.
Han slappede af, blev hængende i vandet, mens han rettede blikket nedad for at
se, hvad det var hun pegede på.
Det var blåt i
blåt, og han kunne ikke få øje på noget.
Hun strøg forbi
ham, vinkede ham med. Rummet var over ham, under ham – til alle sider – han var
centrum i en cirkel uden omkreds, ligegyldigt hvor han flyttede sig hen, og det
er dybets dragende hemmelighed. Han fulgte efter hende. Mærkede dykkerrusen
tage over. Han blev så salig svævende i hovedet, en selvlysende kile skar sig
ned i hendes dragt, en neongul trefork. Det dansede for hans øjne, det dansede
i hans indre, han fløj og hans arme var krummet bagud som hammerhajens vinger.
Hyrdinden ville føre ham tilbage til flokken, nej, hun kendte indgangen til den
hemmelige have …
Orgelpiberne
begyndte at spille. Et fjernt sted i hjernen ringede en alarmklokke. Men hvis
hun kunne, så kunne han også. Han så hendes rolige finneslag. Den selvlysende
vinkel havde skiftet farve igen. Hun have fået bølgekanter som en sepiablæksprutte
i parringsdans, en lysende regnbuering hele vejen rundt. Whau! Den der
bevægelse fra svømmefodens hæl, spillet af muskler under gummidragten og helt
op til de ufatteligt velformede balder, var nok til at tage pusten fra ham. Fra
lynlåsen i ryggen rejste sig en kæde af prikker, der løb opad, kildede ham
under næsen som sodavandsbrus.
Hele klippevæggen
var ligesom foldet af piberne, og de spillede med farver og lyd ind over
hinanden. De spillede orgelkoraler. For hver tone, der blev slået an, strømmede
nye farver fra piberne og toner steg til vejrs i sæbebobleskin.
De kom til en
hylde, hvor klippevæggen gik nedover i et lodret, frit fald. Det var herfra
søjlekorallen rejste sig mod lyset. Han befandt sig for foden af orglet, som i
sig selv var på størrelse med en domkirke. Gaudís vildeste drøm, Den Hellige
Familie. Et bittersødt smil klemte sig frem omkring mundstykket. Alting havde
fået spejlbetydning, ord og begreber spaltede sig fra at være éncellede og blev
til myriader, et krible-krable af amøber.
Han fnisede.
Koraller og papegøjefisk og nøgensnegle. Picassofisk, der var gudhjælpemig
noget der hed picassofisk! Det var selvfølgelig ham, der havde malet dem alle
sammen. Han kom til at grine, tabte mundstykket, men greb det i flugten.
Der var et stykke
med sand på afsatsen. Pludselig væltede en hel bande rørål op fra deres huller
og gav sig til at danse på halespidserne, svajende frem og tilbage som
tangplanter. Det så helt ustyrligt ud, og det var faktisk heller ingen hallu.
Hun vendte sig,
blev hængende lidt. I panden havde hun et diadem af søstjerner. Hun vinkede ham
ned og vendte sig igen – ”følg mig!” – ridset med en diamant i tidens rude.
Rummet dernede havde en dyb og lokkende farve, han formede armene til frit fald
– og kastede sig ud fra afsatsen. Det bølgede i hans ansigt som en
faldskærmsudspringer på vej ned fra meget store højder. Hun vendte sig igen,
lagde sig på ryggen og strakte armen op imod ham. Han hørte sølvklokkerne ringe
fra hendes fingerspidser.
Så fik han øje på
den lille firkantede boks på maven, som regulerede luftblandingen, og blev ædru
på et sekund.
Nitrox, for
helvede, hun dykkede med nitrox! Hun kunne opholde sig på dybder, han slet ikke
kunne komme i nærheden af. Hvor var han sidst, og hvor længe siden var det han
havde tjekket?
Han mærkede et
greb, han havde mærket før, lukke sig om sit håndled. Det var ikke Jui. Den elvte time er gengældelsens. Hun tog
mundstykket ud og viste ham en piercet tungespids.
Hun havde trukket
ham med sig ned til under hundrede, før han fik kæmpet sig fri af hendes greb.
Han var nødt til at slippe kameraet før det lykkedes. Hun gjorde intet forsøg
på angreb, ingen dykkerkniv savede i hans luftslange. Det var ikke nødvendigt.
Hun vinkede en sidste gang til ham, før hun forsvandt i det dybe blå og gik i
ét med havet.
Nu er jeg alene,
tænkte han, det er fordi jeg skal dø!
Han anede ikke
længere hvad der var op og ned, tog bestik af boblerne der rullede opad med
mørke pletter i forsølvningen. Jo højere de kom op, jo mere foldede de sig ud.
Luften i flasken var tung at trække og sang på sidste vers.
Han kunne heller
ikke se overfladen, og han tvivlede alvorligt på om han ville være i stand til
at foretage en fri opstigning fra denne dybde. Han var satans klar og kold
igen, tog sig i at savne dykkerrusen.
Luftflasken løb
tom. Det sang i gummiflappen da han hev den sidste reserve ud.
Toke klyngede sig
til boblerne, sparkede sig op med bly i benene. Han havde luften i lungerne,
åbnede munden og lod den løbe ud af sig, mens han steg med samme hastighed. Han
befriede sig for flasken, tømte vestens lommer for blylodder.
Han prøvede at
gøre alting med rolige og langsomme bevægelser, for hver af dem brugte af
kroppens sidste iltreserver. Han tvang sig til at slå med finnerne ind imellem,
seje tag der blev ført helt igennem, klatre hele vejen op. Bare holde hovedet
klart og fortælle sig selv, at der er luft til det sidste. Ingen panik, shit!
Det begyndte at
sortne for hans øjne. Et blaf i hjerne, ét til. Det spændte som om trykket var
ved at presse sig ud gennem øjeæblerne. Han bed tænderne sammen. Vandet omkring
ham føltes som gummi. Hjertets gælleklap palpede stumt – som om nogen havde
skruet et jernbur om hans torso og blev ved med at spænde det ind. Brystkassen
bølgede i åndedrætsreflekser, og det stødte i struben af trang til at trække
vejret NU. Han steg i en uendelig katedral og mærkede endelig forløsningen som
en krone af kalk øverst oppe.
Toke mistede
bevidstheden.
|
|
