Uddrag fra
Prins
Af Ib Michael
Hvori Skibet Kommer Til Syne
Det begynder i dis. Højt oppe på kloden, hvor ingen mennesker ser det, sprækker isen med smæld over hvide fjorde. Der bliver havblåt mellem flagerne, natten, som har varet det halve år, hvor solen står under horisonten, er omme. Det knager i iskanten, revne jager revne, da et glasbjerg - på størrelse med eventyrslottet, med tårne og takker og vinduer, som sneen længe har dækket - knækker af og står til søs med de hylende vinde.
Den lange dag er vendt tilbage.
Det vugger på søer, der løber sydover, tumles i storme, som vasker siderne blanke igen mens tårnene spidser sig op i syle og drypper under en sol, der løfter sig på himlen, et stykke højere for hvert døgn.
Slottet hviler på et fundament af akvamarine skygger. Efterhånden som varmen tager fat, bliver isen sprød. Vandet begynder at underløbe det, ude som inde, små lakuner opstår, dråbe for dryp udhules det. I visse belysninger ligner det en katedral med glasmosaikker, med runde eller høje vinduer, når isen danner prismer og spalter lyset ud. Eller det svajer langsomt rundt for strømmen og viser en moske med løgkupler.
Alting flyder og solen drejer i sin bane. Revnerne slår igennem; med ekko af den fjord, som efter mere end et halvt århundredes søvn satte isbjerget fri, kælver det selv. En struktur kommer til syne inde mod kernen, et mørkere mønster. Det minder om forrevent spindelvæv i slottets sale.
Ubarmhjertigt fortsætter nedslibningen. Havets salt, dagenes sol, de stadig stigende temperaturer. Som andre eventyrslotte er det i grunden porøst; det siler ganske langsomt bort af sig selv efterhånden som det nærmer sig beboede egne. Men strukturen i kernen står, spindelvævet hænger på stager nu, slottet har ændret form og ingen tårne knejser længere under himlen.
Da det forlader Ishavet og Nordatlantens vinde overtager driften er det en skygge af sig selv, krystalformation med lutter skarpe kanter.
De forsvinder som det næste. Fra katedral til landsbykirke - fra slot til ruin - fortsætter forvandlingen ind i rundere former. Isbjerget nejer på bølgerne som flaskepost fra ødemarker, hvor mænd og hunde dør. I glassets rum nærmer billedet sig sin fremkaldelse. Det ligner et skib med hundrede master.
De syvoghalvfems forsvinder igen; de var spejlinger i krystal, refraktioner af lys, korn og urenheder i stoffets indre. Men tre bliver tilbage, og tre er nok til et skib. Et skib af træ med knækkede master, som er segnet ned over dækket og ligger i et væv af vildt forrevne sejl og tovværk fra riggen.
Endnu hviler det bag glas, men glasset driver af væde og tæres til en tyndere rude dag for dag. Detaljerne viser sig.
Det ser ud som om en brandstorm er gået over skibet. Kabyssen er smadret, under mesanen ligger lukafet i kvas, åreblade stritter frem over alt fra redningsbåde, som ingen levende djævel fik tid til at sætte i søen. Rundholter og klamper er slået løs, davider bukket ud af form og søventiler knust under takkelagen.
Man ser ingen døde. Kun det hulter til bulter de efterlader sig i deres omgivelser.
Under lugerne hersker tomheden og elfenbenet, en kiste står i lastrummet med surringer til mastefoden. Jeg hører tuden fra et skib i tågen, vågner, strækker mig og gaber kæberne af led i det trange rum, som minder om en køjeplads. Vi nærmer os en fremmed kyst. Flere tågehorn svarer hinanden på skift.
|
|
