Uddrag fra
Brev til månen
Af Ib Michael
Oluf, Kate og fortælleren er i Venedig, hvor Oluf maler og fortælleren forsøger at skrive. Zotti er maler og har lejet dem sit gamle atelier på øen Giudecca. Her fordriver vennerne tiden og eksperimenterer med stoffer som LSD.
EN DAG - tiden er fløjet - tager Zotti os med hen til kirken på naboøen. Ezra Pound skal læse op, og fjernsynet er på pletten for at transmittere. Et filmhold er det også blevet til. Den gamle digter har været erklæret sindssyg, og det er hans første offentlige fremtræden længe. Haiku"er, ideogrammer, sonetter, oder og tilegnelser - Pound er formernes mester og bærer mange masker. Krigen fordømte ham; eftertiden er for længe siden vågnet til beundring igen. Ezra Pound er flere personer end nogen kan rumme.
Hviskende fører Zotti os ind i kirken. Marmorgulvet er inddelt i skakfelter, orglet bæres af søjler, og helt oppe ved altret står en messingklode. Der hænger røde lamper i kæder ned fra loftet, i kirkeskibet er rejst et kors med en middelalderlig splitfane, og rummet er udsmykket med store oliemalerier af de gamle mestre.
Vi er på plads under kuplen, da Pound gør sin entré og bliver hjulpet ned ad midtergangen. Det skæggede, hvide ansigt er skrumpet på oldingevis til et virvar af rynker, jakkesættet er for stort og ligner noget bedemanden har leveret forlods, skikkelsen er skrøbelig, men rank.
Pound stavrer i en gænge af hjælpende hænder - ansigtet stift rettet mod lyset øverst i kuppelloftet. Man venter hvert øjeblik en due, der svæver ned på strålerne. Først da han er blevet anbragt ved et bord med en skov af mikrofoner, og de tænder for projektørerne, sænker han hovedet og betragter det samlede opbud af teknik med en stenaldermands blik.
Så begynder han at læse. Han ignorerer klaptræet, lægger hænderne på bogen og lader ordene stige sig til hovedet uden en eneste gang at se ned i teksten. Han har memoreret sig halvt gennem en passage af sine Cantos på engelsk, da han - efter et umærkeligt nik - går i stå. En mumlen breder sig. Han sidder ret op og ned i den højryggede stol og sover.
En litteraturprofessor springer op og taler med store armbevægelser direkte ind i kameraet om Pounds betydning. Showet må - for guds skyld - ikke gå i stå. Oldingen snorker nu lydeligt, og et fredfyldt skær hviler over hans ansigt.
Så vågner han med et ryk, virrer med hovedet og fortsætter sin messen - på et kinesisk, der stammer fra dengang fyrsten af Chou sendte sine hære mod dynastiets midte.
Sådan fortsætter det. Hver gang han falder i søvn, vågner han op igen - på et andet sprog. Versene forvitrer i hans mund til græsk, latin, eller provençalsk fra troubadurtiden ...
Al uro har lagt sig. Forundringen vokser til stigende betagelse: digterens stemme lyder fra et babelstårn af tunger, og dør bort igen i glemsel. For hver gang han falder i søvn, ligner han mere et barn i et landskab af sandslotte, som bølgerne har jævnet til sten og tomme skaller. Pound er blevet et saligt offer for alderens entropi.
Jeg er væk. Jeg mærker hans tilstedeværelse som et sort hul af vidunderlig distraktion, og hans snorken er træet, der stiger fra et udødeligt hjerte og grener sig ud i rummet med kirsebærblomster.
Pludselig er projektørerne slukket, og vi siver ud med mængden. Alle har fået lyttende ansigter og våde øjne. Hver mand og kvinde sin fjernhed. Poesien er hverken i billederne, rytmen eller sprogets sammenhænge. Den er et tredje sted, fortabt i kadencer, der blev væk. Den fylder rummet. Pound har rejst sig, eller rettere: Han er svimmelt til stede midt i en skov af hænder, som rækker ud for at hjælpe uden at nå ham.
Jeg går baglæns ind i en kameravogn, bange for ikke at få det hele med. I det sidste glimt jeg får af ham, har han atter rettet næsen mod kuppelloftet, og jeg følger hans blik. Lysindfaldet foroven skaber mosaikker på væggen, idet ruderne virker som prismer.
Ude på pladsen trækker jeg vejret igen. Jeg har opholdt mig som en dykker i kirkerummet, uden at tage luft over læberne, og med et næsten standset hjerteslag. Solskiven danser i sorte og violette eksponeringer over pladsen, som er inddelt i felter af forskelligt farvet marmor. Så ved jeg, at jeg har fået det hele med, for længere tager det heller ikke at eksponere filmen.
|
|
