Uddrag fra
Den tolvte rytter
Af Ib Michael
I. Brandstifter
Gómez er rastløs.
Gómez er altid rastløs.
Det er den hylekoncert vinden fløjter i tårnet på Koldinghus natten mellem den 29. og 30. marts i året 1808.
Kulden står fra væggene i vagtstuen; en bleg og utilstrækkelig ild sprutter i kaminen. Hver gang et af de hylende vindstød rammer ned i trækkanalen, slår en røgfane ud i rummet og sætter sig i øjne og svælg med brandlugt.
Gómez hoster og bander på sit modersmål, der smælder med gnister født under varmere himle end denne, aiya! En ring af fugt spænder ham ind omkring brystkassen og leddene gnaver. Hoved, knæ og albuer værker. Blodet nægter at komme op til huden. Han er askeblå i de koparrede kinder.
Aldrig har han oplevet mage til isnen inden døre. De højryggede stole er benkolde og uden polstring. Bordpladen er fedtet af havgus fra fjorden og der lugter som i en kalket krypt.
Fra væggen stirrer et kongeportræt ned på ham med fiskeøjne og højt pudret paryk. Udenfor er mørket gråt og natten stjerneløs.
Han danner kop omkring en af de blafrende væger og forsøger at blæse liv i de døde hænder. Med en hul lyd slår han dem op mod kinderne, mens han skridter fra den ene ende af vagtstuen til den anden.
Og hele tiden taler han højt frem for sig. Han er ene på vagten; sine runder har han indskrænket til en gang imellem at åbne døren på klem og stikke bøssepiben ud i natten for at høre - med gentagen vantro - hvordan blæsten farer i den med et skrig.
Da han åbner døren, slår kærterne ned i bordets egeplanker. Et øjeblik lugter der brændt.
Han stikker hovedet ud.
Isslag trækker væden frem i øjnene, ridser i mørket omkring ham, og får huden til at krybe på kindbenene.
Han trækker døren til sig og klipper vejrliget af til en pyt på stengulvet. Så skridter han atter til, nu modsat rundt, og armene banker mod hans torso med kuskeslag, mens støvlehælene knalder over de rå fliser. Han kaster med skuldre og nakke.
Han river dugen til sig - lerfadet knuses mod gulvet, lyden af skår drukner under grødresterne. Han kaster dugen over sig, svøber sig i ølpletterne og den hæklede bort. Det forslår som bare fanden.
En tælleprås brænder ned i bordet, vægen segner i smeltepølen. Lynsnart blusser flammen op før den kvæles - nok til at give ham lys i øjnene.
Med de bare næver brækker han en skammel fra hinanden og kaster den på kaminen. Lidt efter buldrer ilden op. Dens flakken ud i vagtstuen ligner næsten et smil på hans ansigt. Han grynter og kryber tættere på ilden. Men ryggen er kold som et ligsvøb og ubehaget flytter op i nakkehvirlerne.
Kulden er en tæring i selve omgivelserne, i murværket og i de dybe lysninger. Den stråler i kors fra jernsprosserne, fra revnerne i kittet og glider med en hvislen fra et afhugget hjørne i rudeglasset. Intetsteds har han fred.
Ansigtshuden er begyndt at knitre i lueskæret og strækker pergament over hans kindben. han vender sig væk; men jager armen til sig, da en brændeknude i det samme eksploderer og smider en glød på hans håndbag. Satan og helvede - dette er ikke et sted for mennesker!
|
|
