Uddrag fra
Vinter-Eventyr
Af Karen Blixen
"Jeg har engang hørt en Historie, Rosa," sagde han, "om en Skipper der havde opkaldt sit Skib efter sin Kone. Han lod Gallionsfiguren smukt udskære, saa at den lignede hende, og Haaret paa den forgylde. Men hans Kone var skinsyg paa hans Fartøj. "Du holder mere af den Gallionsfigur end mig," sagde hun til ham. "Nej," svarede han, "jeg holder saa meget af hende, fordi hun ligner dig, - ja fordi hun er dig selv. Er hun ikke fin, glat og højbarmet? Træder hun ikke Dansen paa Bølgerne, lige saa let som du selv i Salen paa vor Bryllupsdag? Ja, i Grunden er hun jo venligere imod mig, end du. For hun sætter Kursen lige derhen hvor jeg vil have hende, og hun lader sit dejlige, lange Haar hænge frit ned i Blæsten, - men du sætter dit Haar, som jeg gerne vilde lege med, op under en Kappe. Men hun vender jo rigtignok ogsaa altid Ryggen til mig! Hvis jeg vil have et Kys, maa jeg hjem til Helsingør!" Nu hændte det engang , da den samme Skipper foer paa Trankebar, at han traf til at hjælpe en gammel indfødt Konge med at flygte fra Forrædere i hans eget Land. Da de skiltes gav Kongen ham til Belønning to store blaa Ædelstene, og Skipperen lod dem sætte ind i Gallionsfigurens Ansigt, som et Par Øjne. Da han kom hjem, fortalte han sin Kone om sit Eventyr og sagde til hende: "Nu har hun ogsaa dine dejlige blaa Øjne." "Du maatte hellere give mig Ædelstenene til et Par Ørenringe," sagde Konen. "Nej," sagde han, "det kan jeg ikke. Og du vilde heller ikke bede mig om det, hvis du forstod mig og hende og dig selv rigtigt." Men Konen blev ved at græmme sig for de blaa Ædelstenes Skyld. Og en Dag, da hendes Mand var i Skipperforeningen, fik hun en Glarmester i Helsingør til at tage dem ud og sætte to Stykker blaat glas ind i Stedet for, og Skipperen opdagede det ikke, han lettede rolig Anker og sejlede til Portugal. Men efter nogen Tids Forløb mærkede Skipperkonen, at hendes Syn tog af, saa at hun ikke kunde se at træde en Synaal. Hun gik til en klog Kone, som gav hende Salver og Badevand, men det hjalp heller ikke, og tilsidst rystede den gamle Kone paa Hovedet, og fortalte hende at dette var en sjælden og uhelbredelig Sygdom, og at hun vilde blive blind. "Ak, Gud!" raabte Skipperkonen da, "bare Skibet var vel tilbage i Helsingør Havn! Saa vilde jeg faa Glasset taget ud og Ædelstenene sat ind igen. For sagde han ikke at de var mine dejlige blaa Øjne?" Men Skibet kom ikke tilbage. I Stedet for fik Skipperkonen Brev fra Konsulen i Portugal, som fortalte hende, at Skibet var gaaet under med Mand og Mus. Og det mest forunderlige var, skrev Konsulen, at Skibet ved højlys Dag var løbet lige paa en Klippe, som stak langt op af Søen."
|
|
