Datter af...

Af Henrik Stangerup

Selvfølgelig var min mor den første jeg var forelsket i. Jeg havde i lang tid et billede af hende som hvid brud i filmen De tre måske fire hængende i mit barneværelse, på væggen lige over min seng så jeg hver aften inden fadervor og lyset blev slukket som det sidste så hende og som det første når jeg om morgenen slog øjnene op. Min Madonna, om jeg havde vidst hvad det ord betød. Var min mor religiøs, var hun det ikke som protestant, i danske kirker kom hun kun til barnedåb, bryllup og begravelse, men Sacre-Coeur, Madeleinekirken og Nôtre Dame besøgte hun hver gang hun i årene efter krigen var i Frankrig, og hun elskede når der var konfirmationer og de franske piger kom ud fra kirkerne i deres hvide kjoler og med hvide handsker og i hvide knapsko så hun kunne fotografere dem. De konfirmationer var for hende Frankrigs sjæl og hjerte, "Åh, Henrik, en dag må du derned!" Hjemme igen kunne hun pludselig finde på at tage sin yndlingsroman frem og læse op af den – Nevil Shutes Manden med pilefløjterne om en halvfjerdsårig englænder der redder en flok børn fra den tyske bomberegn under Frankrigs fald. Disse øde, franske landeveje, denne noble og modige englænder der talte så kærligt til børnene der kom fra alle lande, og denne frygtelige lyd fra de tyske bombemaskiner ... at det lykkedes englænderen at redde børnene ud til kysten ved Bretagne var ikke mindst min mors skyld. Hun var i min fantasi medham på hele den lange vandring, hun ledte selv en flok børn, lærte dem danske melodier.... og jeg faldt lykkelig i søvn.

"Manden med pilefløjterne ... kan du huske?"

"Ja, hvor var den smuk den bog."

Min mor så ud over Middelhavet. Efter min fars død i 1976 solgte hun villaen i Sorgenfri og flyttede til Nice, til en lejlighed på Promenade des Anglais. Selv havde jeg haft fiasko med min brasilianske Holberg-film, var blevet skilt og havde i et anfald af rasende depression skrevet en erindringsroman der var blevet lidt af en skandalesucces. Jeg boede i en lille lejlighed i Rue de Bassano som udsendt Paris-korrespondent for Berlingske Tidende og håbede at komme i gang med romaner om alt andet end mig selv.

"Men det skrev du ikke, Henrik!"

Min mor så på mig: "Hvad?"

"At jeg læste op for dig."

"Jamen, jeg kunne jo ikke få det hele med."

"Du dvælede da ellers udførligt ved din barndom. Og du gjorde mig til en heks da du skulle giftes. Indrøm at du aldrig har kunnet fordrage mig."

"Jamen, mor, jeg måtte fortælle historien på min måde. Og så kan du sige hvad du vil, men du og far nægtede at komme til mit bryllup."

"Du digter."

"Vil du virkelig påstå at I kom?"