Vejen til Lagoa Santa

Af Henrik Stangerup

Senhor Lund kalder brasilianerne ham, og Wilhelm drømmer kun om den dag han kan sætte et doktor foran. Her i Rio de Janeiro er det det fineste man kan være næst efter greve eller baron, general eller admiral. Men vil han nogensinde nå det? Hver eneste dag vender rædslen tilbage i ham - rædslen for at også han har fået sygdommen. Sammenlignet med den er gul feber en nåde fordi den omgående fører døden med sig, brystsygen et sygeleje inden også den ender med døden, spedalskheden en ulykke Gud vil, og alle former for muskelsvind, knoglegigt og koldbrand at foretrække fordi Djævelen der holder sig ærbødigt på afstand. Men sygdommen er hans værk om noget. Den er det samme som evig en form for vanvid der ender med at vride hjernevindingerne den forkerte vej og gøre menneskets ansigt, det ædleste af alt, skabt i Guds billede, til en svampet, væskende maske af ondskab med vildt, strittende hår og øjne der blødende falder ud af øjenhulerne. Nogle dage tør Wilhelm næsten ikke bevæge sig ud af huset hos den købmand på hvem hans kreditiv lyder og som han har faet et værelse hos. Det er når han natten igennem, svedende over hele kroppen, kastende sig rundt på det fugtige lagen, har haft mareridt fordi han pludselig synes at ingen i Rio de Janeiro undslipper sygdommen.

Alle har de sår om læberne eller ved neglerødderne. Eller udslæt over hele ansigtet og nedover armene og håndryggene.Eller de lader sig transportere afsted i bærestole af to muskuløse negerslaver, med skrævende ben, guldtøflerne vippende på tæerne, ringe med kæmpemæssige diamanter på alle ti, tykke fingre og med ondskabens oldingemaske i stedet for ansigt - skønt næppe en dag over de tredive. Og alligevel lader de som ingenting hvis de ikke ligefrem er stolte over deres sår og udslæt og kradser sig hæmningsløst mens de kysser og krammer hinanden, liderlige som intet andet folk, uden tanke på at de på den måde giver smitten videre. Børnene har også sygdommen især mulat-drengene fra fjorten år og opefter.Grinende og skrålende løber de rundt i Rio de Janeiros støvede gader, ind og ud mellem bærestolene og trækvognene belæsset med kaffesække, og peger på deres sår som er de ædelstene -tegnet på at de er blevet mænd. De sorteste blandt negrene ser derimod ikke ud til at have sygdommen, men Wilhelm ved at det kun er deres hud bedre skjuler sår og ar, og han ved at det først og fremmest er fra dem sygdommen stammer. Var Brasilien blevet koloniseret af de hygiejniske nord-europæere, sågar af franskmændene, og ikke af disse lastefulde og uvaskede portugisere ville sygdommen ikke findes i nær samme grad. Wilhelm kan ikke desto mindre lide negrene, deres humor, deres livsglæde, deres sang, deres uendelige tålmodighed, og han kan ikke tåle at se dem blive pisket offentligt til fryd for et rasende fedtbjerg af en fazendaejer eller blive sparket til som hunde af et hysterisk kvindfolk. De er af en vildt voksende udviklingsgren, uden begreb om syndefaldet, fra en urtid der gør dem modstandsdygtige hvor den civiliserede europæer bukker under - sygdomsbærere uden at vide det.

Wilhelm holder sig langt fra negrene, ikke mindst når de henunder aften, mens det kølner en smule ude fra Sydatlanten, stimler sammen på torve eller på pladserne foran barokkirkerne og gå i trance omkring tændte stearinlys anbragt beskyttende mellem flasker med sukkerrørssnaps, afrevne fuglevinger, perler, kaffebønner og små bunker med sukker, offergaver til deres guder fra det Afrika de aldrig kan glemme, der hvor rygtet vil vide at fortidsuhyrer stadig holder til i de sidste dampende bregneskove. Når ånden brøler de sorte ud af munden mens de danser vildere og vildere, mændene med bar overkrop, kvinderne i deres hvide kjoler med hæklede slør over skuldrene og tændte cigarer viftende i luften for at påkalde magternes velbehag, bliver Wilhelm grebet af undren mens han i god afstand, med ryggen mod en rosafarvet eller pastelblå kirkemur, tørrer sveden af håndfladerne eller fra nakken med en af de parfumestænkede klude han altid har på sig. Intet er som i Europa. Intet tyder på at han befinder sig i nutiden, på tærsklen til en helt ny epoke i pagt med Skaberens plan.