Uddrag fra
Slangen i brystet
Af Henrik Stangerup
Pludselig fortrød han sit tilbud. Hans plads var ved skrivebordet og ikke ved morens side som turistfører. Men trak han tilbuddet tilbage ville resten af dagen gå med en genoptagelse af ordkløverierne der måske ville kulminere i et styrtebad af formaninger og irettesættelser fordi han havde sneget sig ind til den spanske hushjælp. Da moren smånynnende var forsvundet ind i soveværelset for at klæde sig på satte han sig ved skrivebordet og forsøgte at samle tankerne og bunkerne med notater, notater. Midt på bordet lå en netop udkommen bog om Paris. "Sådan er de - de parisere!" hed den. Forfatteren var en kendt tysk Paris-korrespondent til et blad i Hamborg. Først var bogen udkommet i Tyskland, men nu var den blevet oversat til fransk og lå i toppen på den franske bestsellerliste. Han havde allerede læst tyskerens beretning og agtede i nødsfald at bruge et par kapitler fra den hvis han stadig ikke kunne komme igang. Tyskeren havde vendt alting på hovedet og tegnede et billede af Paris der var det modsatte af det traditionelle. Han fremstillede Paris som en dyster stendynge, som det morbide centrum for et moderne, teknokratisk og konformt Preussen. Borte var de glade pariserdage, den gamle, løsslupne pariserstemning da ugerne gled forbi uden tanke på fremtiden og man dansede på boulevarderne og sang revolutionssange og pigerne udgjorde et rosenflor af letsind og kvindelighed. Den tyske korrespondent fremstillede den moderne pariserinde som en damptromle af ambitioner, udelukkende opsat på at tjene penge. Den parisiske ungdom blev skildret som den mest energiske men mindst charmerende i Europa, uden interesse I politik, uden sans for andet end det konjunkturbestemte. Måske overdrev bogen når den totalt underkendte Paris´ betydning som kulturelt centrum, men ubegrundede virkede angrebene på den moderne franske romankunst og ny-bølge-filmene på ingen måde: der var flugt over opgøret med de romaner der aldrig handlede om det virkelige liv, men udelukkende om deres egen tilblivelsesproces og med de film der indskrænkede sig til at vise de småborgerlige anarkistbanders færden på Venstre Seinebred. Tyskeren havde et godt øje til parisersnobberiet som alverden tog for gode varer. Mest i hopla var kapitlet om det seksuelle frisind. Frisind og Paris? Nej, de to ord rimede dårligt noget han også selv havde konstateret gang på gang. Et pessar fik en kvinde kun efter et tred egradsforhør hos en læge, og størstedelen af den studerende ungdom havde ikke seksuel omgang med hinanden før det fyldte otteogtyvende år. Det oplyste statistikken om, sort på hvidt. Endelig var der i bogen et kapitel der havde hans særlige interesse, et kapitel om tyskernes Paris. Kapitlet lagde ikke fingrene imellem og latterliggjorde på det grusomste den tyske koloni der troede at alting var meget bedre i Paris end i Berlin og Bonn. Tyskeren havde adskillige høner at plukke med de landsmænd der efter kortere eller længere ophold afsvor fædrene arv og gæld og ville være mere franske end franskmændene, mere parisiske end pariserne. Dette kapitel fik ham til at føle sig helt hjemme i "Sådan er de - de parisere!".
Og han holdt bogen op til næsen og snusede til dens duft af tryksværte og papir og bladede frem og tilbage i den og lod en finger glide ned over dens ryg. Og han lagde atter bogen på bordet og drejede den så han kunne se den fra forskellige vinkler, han bildte sig ind at det var det første eksemplar af hans egen bog. Han gik et par skridt tilbage for at se den på afstand med tegningen på omslaget af en fransk småborger der ser sig selv i spejlet og får øje på en jacobiner med, den blodrøde hue og en høtyv med et afhugget aristokrathoved i hånden. Til slut lagde han bogen på brevvægten. Hans egen ville sikkert veje det samme når den lå færdigtrykt, ikke for meget, ikke for lidt. Hans egen bog.
|
|
