Uddrag fra
Rejsen til Ribe
Af Peter Seeberg
Toget skulle gå 13:52. Moderen ville følge med. For at være sikker på, at han kom afsted, og de aldrig skulle se ham mere.
- Du skal ikke glemme, at vi bare har taget dig til os, skingrede hun, det er blot en dårlig forretning, vi har gjort, men nu er det slut.
De levede delvis af de penge, de fik for at have ham. Faderen og moderen stredes altid om, hvem, der skulle modtage pengene, der allerede førstedagen var brugt til øl og cigaretter, sådan var det bare. Det var kun godt. De hørte til dem, der blev bedre af at få sprut og røg. De sad såmænd hele dagen og var fredelige og kunne finde på at tilbyde ham en øl, men han rystede på hovedet til nej og de rystede på hovedet til hinanden og stak fingeren op til tindingen og gjorde idiottegnet. Altså.
Det var en smuk dag, han omsider skulle forvises på. De tre tidligere havde ikke været så fine. Første gang i roetiden var han gledet i leret fra roelæssene og var faldet pladask og havde svinet sig til og moderen havde langet ham een og skreget op midt i byen.
Det var det imponerende, erkendte han senere, at de ikke tog sig af, at folk så på dem, når de gik over gevind, at der stod folk bag butiksdøren eller i forhaven og så, hvor skændigt de opførte sig. Pariaer var de i byen, uden familie, anden generations pariaer ovenikøbet, forældrene tilflyttere i forbindelse med digearbejdet. Men trods det, at de var uden agtelse, havde moderen sat sig i hovedet, at hun skulle passe forsamlingshuset, når den gamle kogekone var kradset af. Det kunne ske meget snart.
|
|
