Uddrag fra
Bipersonerne
Af Peter Seeberg
Lyset i kantinen var tændt, da Sim og Heinrich kom ind. De første var allerede kommet, sad og drak kornkaffe og røg cigaretter af lange rør. Heinrich satte sig ned.
- Henter du kaffen? sagde han.
Sim gik hen til buffeten.
- Kaffe? spurgte marketenderen.
Sim nikkede.
Der blev skænket i to hvide stentøjskrus. De var brændende varme, og han måtte løbe de sidste par skridt for at holde det ud.
Heinrich så op fra avisen: Varm, hvad? Han smilte: Bruger du sukker?
- Nej sagde Sim.
- Nu ikke af beskedenhed, vel? sagde Heinrich og fandt to stykker sukker frem af lommen og holdt det ene hen mod Sim.
- Nej tak, sagde Sim, det holdt jeg op med, da jeg var femten.
- Men dette tørvevand smager jo ikke af noget uden sukker, sagde Heinrich, klart, man har illusion om kaffe, begge er sorte, man skulle hellere drikke vand.
- Står der noget i avisen?
- Hvad tror du? Ikke spor. Ja, der er disse fjendtlige flyvere, jeg har allerede nok af dem. De kommer med tusinde maskiner, vore jagere skyder dem ned, og så tror folk, at de kun har ni hundrede....
|
|