Dage med Diam eller Livet om natten

Af Svend Åge Madsen

Hendes spørgsmål volder mig en del problemer.
    Vi er gået ned til stranden for at se lyset bryde frem. Det vil være for meget at gøre sig håb om at solen også skal komme. Vi har lagt os i læ af en båd der er trukket op på stranden.
    Vi kysser hinanden af og til, nogle gange temmelig hedt. Vores fingre leger med hinanden sådan som vi venter af dem at de skal gøre. jeg funderer på, hvor dybt ned i mit inderste jeg skal gribe for at hale et acceptabelt svar frem.
    Jeg behøver ikke at fortællehende at jeg er forfærdelig glad for hende, og at jeg har kigget beundrende efter hende i årevis. Hun ved også, lige så godt som jeg, at detaldrig kan blive noget varigt mellem os med de to ægtefæller der står i vejen, og som vi hver for sig føler os knyttede til.
    - Jeg er forfærdelig glad for dig, begynder jeg alligevel. - Jeg går og tænker på dig det meste af tiden. Så jeg har meget fornøjelse af dig selv om vi ikke kan være ret meget sammen.
    - Du burde lade mig tage del i dine fornøjelser, sig hun og vender hjertet så D´et kommer frem.
    Hun bliver alvorligerer og siger: - Men det er også svært når der går så lang tid uden at vi ses. Synes du ikke?
    - Jo, men jeg er glad for forbindelsen med dig, selv om den giver problemer. Måske også fordi den giver problemer. Måske kaster jeg mig med vilje ud i de største følelsesmæssige vanskeligheder som jeg kan finde. Jeg mener, gør noget så tåbeligt som at forelske mig i en uopnåelig pige, og prøver nu at leve et par dage sammen med hende, så jeg til fulde kan forstå hvad jeg går glip af til daglig. Måske gør jeg dette for at kunne beskrive det bagefter, for at kunne blive den allidende forfatter?
    - Jeg tror ikke på dig, siger hun.
    - I hvert fald har jeg en fornemmelse af at jeg bedre kan skriver efter at jeg har mødt dig, efter at du har skaffet mig en række problemer på halsen. Før havde jeg næsten det indtryk at jeg havde opløst og fjernet alle vanskeligheder. Men jeg tør sige at jeg har fået noget at skrive om nu.
    Jeg smiler for at bagatellisere mine ord.
    Vores hænder er i mellemtiden blevet meget optaget af hinanden. Uden held gør vi et forsøg på at komme nærmere ind til hinanden. Vi bliver enige om at gå tilbage til varmen i hytten.
    Vi lægger mere træ på pejsen og anbringer et tæppe foran den. Ganske langsomt klæder vi hinanden af. Jeg beundrer hver landvinding jeg gør, nyder hende desto mere fordi det er så længe siden jeg har set hende.
    Vi lægger os sammen på tæppet. Jeg har vanskeligt ved at få erektion. Først da ilden blusser lidt op, og jeg bliver opmærksom på den skygge hendes krop kaster på det blå gardin, begynder det at hjælpe på mig. Jeg undlader at fortælle hende for tredje gang om mit lille problem: de første par gange jeg er sammen med en pige e rjeg så benovet at jeg ikke kan gennemføre mit forehavende, derefter vil hun være så skuffet over mig at der aldrig bliver en tredje gang. Jeg ved at Diam ikke længere finder historien interessant.
    Vi kryber helt tæt til hinanden.
    Jeg kærtegner hendes slanke krop, har svært ved at slippe tanken om det usædvanlige ved situationen. Så optaget er jeg af den, at det forekommer mig at jeg står ved siden af os og ser min krop sammenfiltret med hendes. Ser hendes ben der glider op og ned ad mit. Da jeg under et kys ser hende i øjnene bliver jeg klar over at hun har den samme fornemmelse, også hun står ved siden af og betragter vore elskende kroppe. Som vi står der kan vi ikke forblive upåvirkede af dette syn, min hånd glider over til pigen ved min side, den kommer til at hvile på hendes lår, glider ned og op ad det.
    Hun gengælder mit kærtegn, vi vender os mod hinanden og glider sammen.
    Vi bliver liggende længe ved siden af hinanden. Vi falder i søvn, vågner og er blevet kolde, får med besvær fat i endnu et par tæpper uden at skilles og sover med det samme igen.