Uddrag fra
Dage med Diam eller Livet om natten
Af Svend Åge Madsen
SA
[...]
Hun vender hjertet jeg har om halsen. Hun ser muntert bebrejdende på mig.
- nej, du kører, siger jeg. Hun elsker at køre min bilo.
Vi bytter plads. Selv om vognen er lille, kan vi gøre det uden at stige ud.
Nu har jeg begge hænder fri. Jeg kender ingen der tager så godt imod som hun. Hun har en plet på kinden som kun kan ses fra passagersiden.
Når jeg berører den smiler hun. Hun drejer hovedet og ser glad på mig.
Under kørslen har hun ikke tid til at se i spejlet, så jeg prøver et par gange at fortælle hende hvor smuk hun er. Det lykkes ikke.
Jeg kysser hendes hånd, også det får hende til at smile.
Er hun virkelig lige så lykkelig som jeg ved det her?
Det er begyndt at blive lyst da vi når hytten. Hun springer ind, og lægger sig træt på briksen.
Hun er så smuk at alting standser i mit hoved.
- Nej, hvor er du edejlig, siger jeg og gemmer hovedet tæt ved siden afhendes.
- Er det kun derfor jeg ligger her?
Jeg tøver, ved ikke hvad jeg skal svare.
|
|
