Uddrag fra
Mogens og andre noveller
Af J. P. Jacobsen
Sommer var det, midt på dagen, i et hjørne af hegnet. Ligefor stod der et gammelt egetræ, om hvis stamme man gjerne kunne sige, at den vred sig i fortvivlelse over den mangel på harmoni, der var mellem dens ganske ny, gulladne løv og dens sorte og tykke, krogede grene, som meest af alting lignede grovt fortegnede gammelgothiske arabesker. Bag ved egen var der frodig krat af hassel med mørkt, glandsløst løv, som var så tæt, at man hverken såe stammer eller grene. Op over hasselkrattet steg to ranke, glade ahorntræer med lystigt takkede blade, røde stilke og langt dingel-dangel af grønne frugtklaser. Bag ahornene blev det skov - en grøn, jevnt afrundet skråning, hvor fugle kom ud og gik ind som ellefolk af en græshøi.
Alt dette kunne man see, når man kom ad markstien der udenfor gjærdet. Låe man derimod i skyggen af egen, med ryggen mod stammen, og såe den anden vei - og det var der en, der gjorde - så såe man først sine egne been, så en lille plet med kort, kraftigt græs, dernæst en stor klynge mørke nelder, så tjørnehækken med de store hvide konvolvolus, stenten, lidt af rugmarken udenfor, endelig justitsrådens flagstang der borte på høien, og så himlen.
Det var trykkende hedt, luften flimrede af varme, og så var det så stille; bladene hang og sov på træerne, der var ikke andet, der rørte sig, end mariehønsene derhenne på nelderne og lidt vissent løv, der låe i græsset og krøllede sig sammen med små, pludselige bevægelser, som om krympede sig under solens stråler.
Og så mennesket under egen; han låe og gispede og såe veemodigt, hjælpeløst, op mod himlen. Han nynnede lidt og opgav det, fløitede, opgav så også det, vendte sig, vendte sig om igjen og lod sine øine see på et gammelt mulvarpeskud, der var blevet ganske lysegråt af tørke. Pludselig kom der en lille rund, mørk plet på det lysegrå muld, een til, tre, fire, mange, flere endnu, hele tuen var ganske mørkegrå. Luften var lutter lange, mørke streger, bladene nikkede og svaiede, og der kom en susen, der gik over til syden; det øste vande ned.
Alting glimtede, gnistrede, spruttede. Blade, grene, stammer, alting glimsede af væde; hver lille dråbe, der faldt på jord, på græs, på stenen, på hvadsomhelst, splintredes og stænkedes bort i tusind fine perler. Små dråber hang lidt hist og blev til store tunge dråber, dryppede ned her, samledes med andre dråber, blev små strømme, blev borte i små furer, løb ind i store huller og udaf små, seilede bort med støv, med splinter og løvstumper, satte dem på grund, gjorde dem flot, snurrede den rundt og satte dem på grund igjen. Blade, der ikke havde været sammen, siden de låe i knop, samledes af væde; mos, der var blevet til ingenting af tørke, bruste op og blev blødt, kruset, grønt og saftigt, og gråt lav, der næsten var blevet til snuus, bredte sig i ziirlige flige, struttende som brokade og med glands som silke. Konvolvolusserne lod deres hvide kroner fylde til randen, klinkede med hinanden og hældte vandet i hovedet på nelderne. De tykke, sorte skovsnegle mavede sig velvilligt frem og såe enerkjendende op mod himlen. Og mennesket? Mennesket stod med bart hoved midt ude i regnveiret og lod dråberne suse ned i hår og bryn, øine, næse, mund, knipsede med fingrene ad regnen, løftede engang imellem lidt på benene, som om han ville til at dandse, rystede nu og da hovedet, når der blev for meget vand i håret, og sang af fuld hals, uden at ane, hvad det var, han sang, så travlt havde han med regnen.
|
|
