Uddrag fra
Niels Lyhne
Af J. P. Jacobsen
De roede afsted i to Hold, Erik Fennimore og et Par Ældre i Skibsjollen, Resten i Konsulens egen Baad. Den første Baad skulde ro i Forvejen og først gjøre et Slag udefter, og saa langsomt ro ind, medens den anden lige Linie søgte Land; og Grunden til denne Ordning var den, at man vilde høre, hvordan Sangen lød hen over Vandet paa saadan en stille Aften som den var. Derfor sad Erik og Fennimore sammen paa Agtertoften i den første Baad, og havde Mandolinen med. Men Sangen blev længe glemt, for da Aarene kom ud, viste det sig, at der var en usædvanlig stærk Morild i Vandet, og det optog dem aldeles. Sagtelig gled Baaden frem, og den glansløs glatte Flade rifledes op i bortglidende Linier og Kredse af et mildt, hvidt Lys, der lige lyste den Linie, det gik, og kun, hvor det var stærkest, sendte et fint, mat Skjær, ligesom en Lysrøg, fra sig henover Omgivelserne: Hvidt skar det op om Aarerne, og gled bagud i sitrende Ringe, der voksed sig svagere og svagere, og i lyse Draaber stænked det frem fra Aarens Blad i en Fosforregn, der sluktes i Luften, men tændte Vandet, Dryp ved Dryp. Der var saa stille over Fjorden, og Aareslagets Takt blot ligesom maalte Stilheden af i ligestore pavser. Tystnende og blød laa den graa Skumring over det tyste Dyb, og Baad og Folk var samlet til en dunkel Eenhed, hvoraf det svage Morildsskjær kun friede de ilende Aarer ud, og en Gang imellem et Tov, der slæbte, og Matrosens rolige, brune Ansigt. Ingen talte, Fennimore kølede sin Haand i Vandet, og hun og Erik sad, vendt tilbage, og stirred efter det Fosfornet, der drog sig lydløst efter Baaden og fanged deres Tanker i sit lyse Væv.
|
|
