Uddrag fra
Niels Lyhne
Af J. P. Jacobsen
Det var en forårsaften, solen skinnede så rød ind i stuen, der var lig ved at gå ned. Vingerne af møllen deroppe på volden drev deres skygger over ruderne og værelsets vægge, kommende, svindende, i ensformig vekslen af skumring og lys: - een stund skumring, to stunder lys.
Ved vinduet sad Niels Lyhne og stirred gjennem voldens bronzemørke ælme mod skyernes brand. Han havde været udenfor byen, under nysudsprungne bøge, mellem grønne rugmarker, over blomsterbrogede enge; alting havde været så lyst og let, himlen så blå, Sundet så blankt og de spadserende damer så sælsomt smukke. Syngende var han gået henad skovstien, så blev ordene borte i hans sang, så lagde rhytmen sig, så døde tonerne bort og stilheden kom som en svimmelhed over ham. Han lukkede øjnene, men endda mærkede han, hvordan lyset ligesom drak sig ind i ham, og flimred gjennem alle nerver, medens den køligt berusende luft ved hvert åndedrag sendte det sært betagne blod med vildere og vildere kraft gjennem de i magtløshed dirrende årer, og der kom ham en følelse på, som om alt det myldrende, bristende, spirende, ynglende i vårnaturen om ham, mustisk søgte at samle sig i ham i eet stort, stort råb; og han tørsted efter dette råb, lytted til hans lytten tog form af en uklar, svulmende længsel.
Nu, han sad der ved vinduet, vågnede længslen igjen.
Han længtes imod tusinde sitrende drømme, mod billeder af kølig finhed: - lette farver, flygtende duft og fin musik fra ængsteligt spændte, bristefærdigt spændte strømme af sølverne strænge; - og så tavshed, ind i tavshedens inderste hjærte, hvor luftens bølger aldrig bar et eneste tonevrag hen, men hvor alting hvilte sig til døde i røde farvers stille gløden og ildfuld vellugts ventende varme. - Han længtes ikke efter dette, men det gled frem, udaf dett andet og drukned det, til han vendte sig fra det og hented sit eget frem igjen.
Han var træt af sig selv, af kolde tanker og af hjærnedrømme. Livet et digt! Ikke når man idelig gik omkring og digtede på sit liv i stedet for at leve det. Hvor var det indholdsløst, tomt, tomt, tomt. Denne gåen på jagt efter sig selv, snedigt observerende sine egne spor - i en kreds naturligvis; dette skrømtvis at kaste sig ud i livets strøm og så samtidig sidde og mede after sig slev og fiske sig selv op i en eller anden kuriøs formumning! Blot det ville komme over ham - livet, kjærlighed, lidenskab, sådan at han ikke kunne digte med det, men så det digtede med ham.
Uvilkårligt gjorde han en afværgende bevægelse med sin hånd. Han var dog inderst inde bange for dette mægtige, som kaldtes lidenskab. Denne stormvind, som hvirvled afsted med alt det satte, alt det avtoriserede, alt det erhvervede hos mennsket, som var det visne blade! Han holdt ikke af det. Denne buldrende flamme, der ødsled sig bort i sin egen røg - nej - han ville brænde langsomt.
Og dog - de var så ynkeligt med denne leven-afsted for halv kraft, i stille vande, med kyst i sigte, så gid det ville lomme med strøm og storm! - om han vidste kun hvordan: alle hans sejl skulle flyve mod rå for en fart efter livets den spanske sø. Farvel til de langsomt dråbende dage, farvel til lykkelige, små momenter; I leve vel, I matte stemninger, der måtte pudses op i poesi for at skinne, I lunkne følelser, som måtte klædes på i varme drømme, og dog frøs ihjel, I fare som I må! jeg stævner mod en strand, hvor stemninger slynge sig som frodige ranker opad alle hjærtets fibre - en vildende skov; for hver visnende ranke er der tyve i blomst, for hver blomstrende ranke er der hundrede i skud.
Om jeg var der blot!
|
|
