Trilogien: Sangen for livet

Af Jørn Riel

Uddrag af Sanger for livet

Den tid hun havde opholdt sig hos kutchinneme, havde hun hørt og set og lært meget. Selv om disse mennesker i mangt og meget havde lignet inuitter, var deres sind og levemåde anderledes. De var stolte og æreslystne og elskede stridigheder. Så helt modsat inuit, der gerne opretholdt fred for enhver pris. Hun havde hadet dem, men aldrig, men aldrig frygtet dem, for på mange måder virkede de både barnlige og uvidende.

Jorden var deres moder og den kunne ingen eje. Dette var så selvfølgeligt for Shanuq, at hun havde smilet hver gang hun hørte det. Naturligvis kunne intet menneske eje hverken jord eller himmel eller havet.Krigen havdeværet deres fader, og han ledte dem bestandig i strid.De kæmpede for helt uvæsentlige ting. Kvinder og forgængelige ejendele. For at stjæle våben og redskaber, skind og kød og for at kunne udskære faldne fjenders hjerter og lever, som de spiste rå. Krigens onde, blod rullede rask i deres årer, og deres grusomhed var stor. De kunne således ligge I strid med vildrensæderne, der dog var en slags slægtninge og de sloges mod dogrib, cree og nahani når de stødte på dem, Kunne de ikke finde folk af athabaskerstarnmen at dræbe, drog de mod inuitterne i nord. Helt uberegnelige var disse mennesker.Stammen beherskede et vældigt skovområde, hvor der fandtes rigeligt med vildt og floder med mange fisk. Og alligevel skete det, medens Shanuq opholdt sig blandt dem, at store skarer brød op for at finde nye lande og nye mennesker de kunne bekrige. De forlod uden videre det land forfædrene havde skænket dem, så stor var deres drabslyst. Shanuq var glad for at Shapokee var gammel og bofast og helt uden vandrelyst. Hun ønskede ikke at fjerne sig længere bort fra det kystområde, hun savnede så stærkt. Stammen havde rnange.tabuer, flere end inuit. Selv kendte hun en del som de havde tilfælles, og snart lærte hun sig de ltqiliit dræbte således aldrig ravne eller hunde, og visse dele af året heller ikke ulve eller bjørne. Men de dyr som var tilladte, dræbte de med stor blodtørst. Under renjagterne hændte det ofte, at en jæger vedblev at dræbe, til han var så træt at han ikke længere kunne løfte spydarmen. Man troede, at det var umuligt at udtømme forrådet af dyr, og mente, at blev mange rener dræbt, ville der blive føde til rævene, som så ville blive talrigere og det næste år give mange skind.Jærven hadede de inderligt. For jærven var stærkere end et hundemenneske. den kunne med lethed løfte de store træstammer bort, som var lagt under kødforrådene og den kunne klatre op i de højeste træer og tygge frosset kød og knogler i sig, som var hængt i sikkerhed for ulv og bjørn. Af og til fangede jægerne en jærv, og så rev de øjnene ud af hulerne og slap den blindet løs. Eller de skar tungen bort og lod den løbe. En gang beholdt man den på Shapokees ordre i lejren, så det var muligt for enhver at betragte dens lidelser på nært hold. Shapokee åbnede med sin kniv dens bug og bandt det arme dyr til en ung birk ved hjælp af dets tarme. Dette folks grusomhed var større end nogen grusomhed Shanuq havde set hos sit eget folk.

Her havde hun også lært sangen at kende. Ikke den samme sang, som hendes far havde ejet, den som havde været åndernes, men en fortællende sang, som havde tiltalt og moret hende meget. Når hun nu mange år efter gik langs den tågede ishavskyst for at samle brænde til bålet, kunne hun uden at anstrenge sig høre disse sange inde i hovedet.

Hi-he-hæ he-he-ho, sange om kød, om længsel, rejser, kærlighed og krig. Glade sange, klagende sange og vilde sange.

Kun sjældent hørte hun dem synge til ånderne. Det skete ved enkelte lejligheder, når Shapokee helbredte syge. Men de lød kun lidet overbevisende i Shanuqs øren, og hun havde kunnet se på Shapokee, at de var uden magi. De var imponerende og underholdende, men kun lidet helbredende. Af og til omtalte Shapokee visse ånder, alle onde og grusomme. Men han forsøgte aldrig at besværge dem, som hendes far ville have gjort. Han kendte overhovedet ikke til Pikna og vidste kun dårligt hvor menneskene gik hen efter døden.

Det var hans tro, at de dødes sjæle sattes i en kano af sten og blev befalet at padle op ad floden mod en rivende strøm. De sejlede mod en ø midt i floden, en ø med meget vildt. Men så snart de opdagede øen kæntrede kanoen, og kun de modigste krigere klarede sig frem til land. De andre led en ussel druknedød og var fortabte i al tid. Livet på denne ø adskilte sig i Øvrigt ikke synderligt fra det liv man havde levet før døden.

Da Shapokee havde betroet hende alt dette med stor alvor, for at hun efter hans død kunne videregive det til deres fælles søn, havde Shanuq vendt sig bort fra ham og smilet uset. Hun havde undret sig over, at hun, som dog var kvinde og desuden en berømt medicinmands slavinde, havde været så meget bedrevidende end denne gamle høvding. Ofte havde indianerne danset. De besad en overordentlig stor danseglæde. Men kun sjældent var det for at påkalde ånder eller for at fortælle gamle ord. Man dansede for at give udtryk for krig eller jagtglæde eller stordrab. Og de havde brugt en tromme som mindede en smule om menneskenes og som de kaldte for hali-gali. En tromme som også havde fået Shanuq til at more sig, fordi dens lyd mindede om en harefjært i forhold til inuittrommens buldrende drøn.