Uddrag fra
Den kolde jomfru og andre skrøner
Af Jørn Riel
At være alene. At være helt alene, på en næsten mennesketom kyst, afskåret fra den øvrige verden. At være afhængig af sin egen dygtighed, sin egen vilje, at være sin egen herre og sin egen tjener; alt dette havde Anton Pedersen nok ikke gjort sig klart, før han meldte sig som fangstmand på Kompagniets kontor. For Anton var bare nitten år og havde helt andre tanker i hovedet. Hans arktiske verden var befolket af polarhelte, ukuelige mænd i vældige pelse, mænd som stred med livet som indsats for at udfylde kortets mange, hvide pletter. Hans Grønland var lange rejser med galpende hunde foran slæden, drabelige jagter på bjørne og hvalros, herlige oplevelser hos uberørte eskimoer og et kammeratskab, som bandt ekspeditionsfolkene sammen helt til dødens grænseland. En sådan ekspeditionsmand ønskede Anton brændende at blive.
Grønland var stort, og endnu fandtes der uudforskede områder. Men tiden var knap, syntes Anton, og de hvide pletter skrumpede hastigt ind. Derfor kunne han ikke komme hurtigt nok af sted. Da han imidlertid ikke havde andet at opvise end en nylig afsluttet studentereksamen samt to sølvmedaljer fra en akademisk skytteforening, opdagede han snart, at der for hans vedkommende kun førte to veje til Arktis. Enten tog han vejen til Vestgrønland via Den kgl. grønlandske Handel, eller også rejste han til Østgrønland som fangstmand. Vestgrønland lokkede ikke videre. Her kunne han blive ansat som handelsassistentaspirant med lange udsigter til eventyr. Arbejdet var nok lige så kedsommeligt som titlen, og, syntes Anton, næsten nedværdigende for en filosofisk kandidat. Derfor valgte han Kompagniet. Som fangstmand ville han givetvis komme til at leve polarheltens liv. Han ville komme på lange fangstrejser i sneørkenen med hundeslæde, og efter hvad han havde forstået på Kompagniets direktør, ville hans tilværelse komme til at forme sig nogenlunde, som den havde formet sig for de gamle ekspeditionsfolk. Anton Pedersen blev fangstmand. Han havde mod på tilværelsen, et godt hoved og var frisk som en nøddekerne.
Starten på hans arktiske eventyr var da også lovende. Sejladsen over Atlanten med sælfangerskuden Veslemari stemte fuldt ud overens med hans vidtløftige drømme. Besætningen var gamle polar rotter fra Vestisen, og skipper Olsen spandt ender hver aften i messen, når skibsdrengen havde slået otte glas. Olsen havde et kolossalt forråd af historier. Han havde sejlet i is siden sit tolvte år, og kunne efter sigende se på en isskodse, om den var fra Polbassinet, fra Karahavet, Østgrønland eller et hvilket som helst andet sted. Olsen kunne også lugte sig frem til åbent vand, og han kunne bestemme sit skibs position ved blot at smage på havet, der hvor man nu befandt sig - sagde Olsen.
|
|
