Uddrag fra
Huset overfor
Af Naja Marie Aidt
Igår var det sommer, i dag er det to skridt
tilbage og himlen trænger sig på som den grå
uhåndterlige stemme der lover os nattefrost, tåge,
april og børnene løber i zik-zak og slås, for alt det
vi lærte dem holder slet ikke stik: der er ingen orden
og den mands ansigt jeg hang ved i går
erindrer jeg nu som intetsigende nyt fra Ritzaus Bureau:
man vågner og ingenting smager af andet end to
temperamenter der løber i zik-zak og smadrer hinandens
løfter, for enkelte timer, uden påviselig grund, at falde
i hak: jeg sidder taknemmelig i en bus og det er det hele
værd: barndommens skuffelser, ungdommens hidsige
fremdrift i pant for fem klare, ensomme aftner hvor man pludselig
kender sig selv på travet og tilgiver meningsløsheden
alt.
|
|