Uddrag fra
Ansigterne
Af Tove Ditlevsen
Om aftenen var det en lille smule bedre. Man kunne forsigtigt glatte det ud og betragte det i håb om dog engang at få overblik over det, som over en ufærdig, mangefarvet gobelin, hvis mønster måske en dag lod sig ane. Stemmerne kom hjem til hende igen og kunne med en smule tålmodighed skilles ude fra hinanden som trådene i et sammenfiltret garnnøgle. Man kunne tænke i ro over ordene uden frygt for, at der ville komme nye til, for natten var forbi. Den holdt ganske vist kun med besvær dagene fra hinanden i denne tid, og hvis man kom til at ånde et hul i mørket som i en islagt rude, stod morgenen en ind i øjnene mange timer for tiden.
De sov allesammen med undtagelse af Gert, der ikke var kommet hjem endnu, skønt det snart var midnat. De sov, og deres ansigter var fraværende og fredelige, og de skulle ikke bruges igen for i morgen. Måske havde de ovenikøbet sparsommeligt lagt dem fra sig ovenpå tøjet, for de trængte til hvile og var ikke strengt nodvendige under søvnen. Om dagen forandrede de sig uafbrudt, som så hun dem spejlet i blæsende vand. Øjne, næse, mund, denne enkle trekant, hvordan kunne den dog rumme så uendelige variationsmuligheder?
I lang tid havde hun undgået at gå ud i gaderne, fordi mængden af ansigter skræmte hende. Hun turde ikke pådrage sig nye og var angst for gensynet med gamle, der slet ikke passede ind i hendes erindring, hvor de havde lagt sig ved siden af de døde, som man var anderledes sikret imod. Når man traf mennesker, man ikke havde set i årevis, var deres ansigter forandrede, fremmede, ældede, uden at nogen havde prøvet på at forhindre det. Man havde ikke passet på dem, de var gledet ud af ens beskyttende hænder, der skulle have holdt dem oppe som druknende over havoverfladen. Man havde, optaget af andre ting, ikke taget vare på dette ansigt, og det var i yderste øjeblik blevet erstattet med et nyt, stjålet fra en død eller sovende, som så måtte klare sig, som han bedst kunne. Det var enten for stort eller for lille, og det bar spor af et liv, der ikke var den nye ejers. Dog, når man vænnede sig til det, trådte glimt fra det oprindelige ansigt frem, som når et gammelt tapet brister og afslører pletter af det overklistrede underlag, der er, friskt og velbevaret og fyldt med minder om husets tidligere beboere. Men nogle anskaffede sig af utålmodighed eller trang til at følge moden et nyt ansigt længe for det gamle var slidt op, som når man køber moderne tøj, skønt det man går med næsten ikke er brugt.
|
|
