Uddrag fra
Den fulde frihed
Af Tove Ditlevsen
Grete er død.
Begravelsen er overstået, og jeg har set hendes familie for sidste gang. Hendes mor græd hele tiden, og når hun så på mig med sine store, rådløse øjne, måtte jeg vende ansigtet væk, for jeg hade aldrig for lagt mærke til, hvor Grete lignede sin mor. Og min svigerfar sad der med sine store, renskurede arbejdsnæver foldede om knæene i kejtet overflødighed og så sammenbidt ud af bar fortvivlelse. "Og Grete, som aldrig har fejlet noget," sagde han. Hendes brødre, der altid har forekommet mig altfor støjende og provinsielle, hade alle tre noget af hende, som jeg ikke kunne gribe og lægge mellem bladene i en bog, som jeg engang gemte hendes små, hastige breve: et bestemt træk ved mundvigene, en håndbevægelse over en lys hårtop - det fine, hemmelighedsfulde slægtstegn, der kommer og går i glimt og ikke er synlig for hvemsomhelst.
Det var godt, de gik. Her blev endelig stille og tomt, som der er stille og tomt i mig selv. Men den tomhed begyndte, længe for Grete døde. Hendes mor så hele tiden over på mig under præstens tale, der var holdt i skæbnens og de tågede vendingers tegn. Den gjorde ikke noget indtryk på mig. Min far var præst, og jeg har ikke meget tilovers for præsternes Gud. Når min far søgte et nyt embede, sagde han altid, at det var efter samråd med Gud, men det hændte aldrig, at Gud rådede ham til at søge et embede, der var dårligere lønnet end det forrige.
Men måske så Gretes mor kun på mig for at søge efter den sorg i mit blik, der ikke fandtes. Jeg har sørget meget over Grete, men jeg sørgede mest, mens hun levede. Og når jeg skriver alt dette, er det også for at finde ud af, hvem der var skyld i min lange sorg og i Gretes meningsløse død.
Det var ikke den stakkels læge, der måtte betale med tabet af sin praksis, han var kun et offer som vi andre. Og det var heller ikke - nej, alle disse omsvøb gælder ikke mere. Angsten nærmede sig i det tomme hus, angsten jeg ville flygte fra. Det gør ondt i mit bryst af ugrædt gråd. Var det da min skyld, Grete? Måtte du dø, fordi jeg ikke ville ha en fremmed mands barn? Og var det forkert, at jeg ikke ville? Gør døden mon altid nogen skyldig, eller kan den være nødvendig som en i forvejen tegnet banes naturlige afslutning? Sejrer den døde altid, og ligger du nu der i din kiste med det lille hvide, lukkede ansigt og anklager den levende? Nej, jeg tror ikke, Grete anklager nogen, men hendes mors blik gjorde mig bange i dag. Hvorfor spurgte de mennesker ikke, hvad hun døde af? Et pludseligt underlivstilfælde! Lader en mor sig nøje med sådan en forklaring? Men måske vidste hun alting, fordi hun forgæves søgte fortvivlelsen i mit blik.
Dengang jeg traf Grete, hade jeg lige udgivet min første bog. Den var blevet helt godt modtaget, og en litterært interesseret lægefrue, der havde hjulpet mig med udgivelsen, førte mig sammen med en del tegnere og forfattere, som jeg følte mig godt tilpas sammen med. I et års tid færdedes jeg næsten udelukkende i den kreds. Vi soldede en del, og ved en atelierfest på Amagertorv mødte jeg Grete. Til at begynde med interesserede hun mig ikke mere end et hvilketsomhelst andet af de 18-20 års pigebørn, der altid bevægede sig ud og ind i kredsen i uroligt skiftende cirkler. Hun var sød og appetitlig og uforlovet men dagen efter tænkte jeg ikke mere på hende end på aftenens flygtige rus.
|
|
