Uddrag fra
Lucca
Af Jens Christian Grøndahl
Lucca lagde en hånd på terrassens brystværn. De kunne gå en tur på stranden, måske, hvis han havde lyst. Han tog hendes hånd og lagde den på sin arm, og sådan gik de, på en gammeldags måde, tænkte han. Hun sagde det. Nu går vi som to gamle mennesker ...
Skyggerne var blevet lange og havde samlet sig i små, blålige pytter i det nedtrådte sand. Skummet på bølgerne lyste i den lave sol. Der var kun få strandgæster tilbage. Oppe i en af klitterne så han en hvidhåret mand tage sin badekåbe på. Han lignede højesteretssagføreren, men Robert kunne ikke afgøre, om det virkelig var ham. De gik i strandkanten, hvor sandet var fugtigt og fast. De gik langsomt, men han kunne se, at hun var ved at genvinde førligheden. Det var første gang, hun var nede på stranden. Den hvide stok efterlod små huller i sandet, et slingrende spor. Hun trak luft ind gennem næsen. Tang, sagde hun. Det var rigtigt. En salt, let rådden lugt hang over de slyngede bælter af indtørret tang mellem strandkanten og klitterne. Det var bedre end lugten af rengøringsmidler... Hun holdt en pause. Hendes hånd gled ned fra hans arm, da hun standsede. Hun kunne ikke holde ud at være indlagt mere. Hun sagde det stille, som en konstatering. Nej, sagde han.
De satte sig på sandet, tæt ved strandkanten. Hun bøjede knæene og trak kjolen ned om læggene. Bølgerne var små, og der blev helt stille, hver gang den sidste havde lagt sig, for den næste krummedes og faldt sammen. Vifterne af vand og skum nåede helt op til skyggerne af deres hoveder og skuldre. Han fortalte hende, at Andreas var tilbage i huset, og hvad han havde sagt om formiddagen. At han havde fortrudt. At han gerne at han ville prøve igen. Han sagde ikke noget om, hvordan det var gået i Stockholm. Hun samlede en håndfuld sand op og knyttede hånden og lod det drysse ned igen i en fin stråle ligesom sandet i et timeglas. Var det derfor, han var kommet? For at fortælle hende dét? Robert sad tavs et øjeblik. Ja, svarede han.
De sidste sandskorn dryssede ud af hendes hånd, og hun lagde den fladt på sandet. Han så på hende, mens han ventede på, at hun skulle sige noget. Hun sad med ansigtet rettet mod bølgeslaget. Hun var ikke længere den person, der kunne være vendt tilbage. Hendes tonefald var hårdt og klart. Hun var ikke længere den, der ville have kunnet beslutte sig for det, fortsatte hun. Mere sagde hun ikke. De tav. Han tog pakken med cigaretter op af brystlommen, der var to tilbage. Havde hun lyst til at ryge? Nej tak. Han tændte en cigaret og så over på Kullen. Hun vidste ikke ... Nu var hendes stemme så lav, at halvdelen af sætningen forsvandt, idet en bølge slog ned. Han bad hende gentage. Hun rømmede sig. Hun vidste ikke noget mere. Hun trak vejret dybt og bøjede hovedet bagover, og han så tårerne, der løb ned under de brede solbrilleglas. Hun tørrede dem væk med fingerspidserne, så knoerne skubbede til kanten af solbrillerne og han fik et glimt af hendes glasojne. Hun snøftede og lukkede luft ud gennem munden. Det var som at bo i en ventesal, sagde hun. Han tilbød, at hun kunne bo hos ham. På den måde ville hun lettere kunne være sammen med Lauritz, mens hun overvejede, hvad der skulle ske. Hun vendte ansigtet mod ham, og han så ud på bølgerne for at undgå sit spejlbillede i hendes mørke briller. Han havde ikke tænkt på det for, men så snart han havde sagt det, forekom det ham indlysende. Hun kunne få hans værelse, han kunne sove i Leas. I løbet af en uge eller to ville hun måske ombestemme sig. Når hun fik talt med Andreas. På et tidspunkt måtte de vel tale med hinanden.
Hun svarede ikke. Ingen af dem sagde noget, mens de gik tilbage. Da de kom ind i foyeren, standsede hun og slap hans arm. Mente han det? Han lod mere krænket, end han selv brød sig om, da han svarede. Hvad troede hun selv? Hun smilede undskyldende og rakte igen ud efter hans arm. Det kom bare.. uventet. De fortsatte gennem foyeren. Hvorfor gad han overhovedet tage sig af alle hendes problemer? Hun rettede de mørke briller mod ham, som om hun betragtede ham med et afventende blik. Lad os sige, at jeg er en, der har for meget plads, fortsatte han endelig. For meget plads? Ja, sagde han. For meget plads, for megen tid.
|
|
