Uddrag fra
Tavshed i oktober
Af Jens Christian Grøndahl
Vores første år er en lys dis af træthed og lykke, af dage og måneder, der mistede deres faste konturer i farten, den svimlende, snurrende hast, hvormed alting fandt sted. Jeg husker dem ikke som standsede, fastholdte øjeblikke, jeg husker dem som en bevægelse på stedet, det samme sted. Vores forste år er en lysning i tiden, og jeg husker følelsen af at være ankommet, som om jeg var gået vild mellem stammerne i en tæt skov, ad blinde, tilgroede stier, indtil jeg endelig kom ud i lyset og fik øje på himlen igen. Jeg kom virkelig til at tro på, at det var Astrid, jeg havde ventet på uden at vide, at det var hende. Jeg troede på, at jeg var ankommet til det sted, hvor jeg skulle være. Dagene flød sammen, som om det var den samme dag, den samme aften, der drejede blidt om hinanden, og jeg var ikke længere utålmodig efter, at tiden skulle gå, jeg drømte ikke længere om, at den skulle føre mig et eller andet sted hen. Dagene lignede hinanden, og jeg havde masser af tid, og når der igen var gået et år, undrede jeg mig endnu en gang over, at forandringerne var frugter af gentagelsen, af hverdagens gentagne kredslob. Vi foretog os de samme ting hver dag, og imens voksede Rosa og Simon mellem os med ansigter, hvis blivende træk år for år tonede frem af deres bløde hud. Vi udvekslede de samme ord og kærtegn, og imens voksede deres register af toner og nuancer indtil et hastigt blik, en flygtig berøring eller en halvt udtalt sætning alt efter sammenhængen fik en særlig betydning, som kun vi forstod at tolke. Hver gang vi igen sad og spiste med børnene, hver gang vi igen elskede med hinanden rummede vores ord og smil og bevægelser alle de foregående aftener og nætter i deres gentagelse, i gentagelsens ophævelse af tidens flugt. Dagene udslettede ikke hinanden, de åd ikke længere hinanden, men forenedes i den samme rolige rytme af afsked og gensyn, af travlhed og søvn, som om vi havde slået lejr i tidens midte. Somme tider kedede jeg mig, men kedsomheden var ikke som før en smerte over gentagelsens udhuling af mit blik og mine tanker. Når jeg kedede mig, var det snarere en slags meditation over de trivielle detaljers upåagtede fysiognomi, vintersolens genskær på brandmuren foran køkkenvinduet, den tørre, sprøde, ribbede skræl, der knitrede,når jeg tog et løg i hånden, dråben af vand, der langsomt svulmede op under vandhanen og samlede lyset, for den gav slip og faldt som en sølvagtig komet i vaskens grå stål. Når jeg kedede mig, var det egentlig ikke kedsomhed, det var snarere et langt øjebliks tankeløse hvilen i det tyngdepunkt, som jeg igen og igen passerede i dagens løb, og hvori alle udsving, alle bevægelser, hentede deres kraft. I timer ad gangen kunne jeg helt glemme mig selv, hvad enten jeg skiftede ble på Rosa eller læste højt for Simon, hvad enten jeg sad ved mit skrivebord og så ordene komme til syne på papiret, eller jeg lå sammen med Astrid og mærkede begær vågne under mine hænder. Der var hele tiden noget omkring mig, der greb mig og trak mig med sig ud af ensomheden, ud af mig selv og ind i begivenhedernes vrimmel. Selv når jeg sad alene i mit arbejdsværelse, var jeg kun et par øjne og en pen, ét med hvad jeg så og hvad jeg prøvede at sige. I de år kunne jeg ikke skelne mellem pligter og frihed, for mig var det kommet som en befrielse, at der hver dag, hver time på dagen, var noget, jeg skulle, og arbejdede kun så meget mere fordybet, fordi jeg vidste, at jeg ikke havde hele dagen for mig.
|
|
