Uddrag fra
Indian summer
Af Jens Christian Grøndahl
Ingen af os græd, da Gustav blev begravet. Måske havde han været for længe om at dø. Ugerne, hvor han lå i værelset mod skoven eller på verandaen i solen, indsvøbt i tæpper, havde været som et unaturligt ophold i tiden, hvor den bare hobede sig op omkring os med sine slagger, med alt det, der alligevel ikke kan gøres om. For Alma var tårerne et overstået pensum. Også hun nøjedes med at se på, mens kistelågets hvidhed blev kastet til med smuldrende knolde, omtrent som man overvåger håndværkere i sving, når man ikke helt stoler på deres grundighed. Hun så med ét så gammel ud i sin sorte kjole, hvid og uigennemtrængelig. Modsat Becky, som det sorte kun gjorde endnu yngre, endnu smukkere. Hendes kjole var kort, så blikket fik det fulde udbytte af hendes lange ben i de tætte, sorte strømper. Hun lænede sig ind til mig, mens præsten gjorde sit arbejde, og hendes øjne flakkede opmærksomt. Hvad mon de så? De små eksplosioner af jord på kistens hvide maling? Piberne i præstens krave, der stod som en stjerne af rynker omkring hans kalkunhals? Det skummende løv på træerne?
Sceneriet alene var en hån. Gustav, der havde spyttet på alle de guder, han kom i nærheden af. En udsøgt hån. Men Alma havde ordnet alt som i trance, og jeg kunne ikke afgøre, om begravelsen i indviet jord var en forsinket hævn eller bare endnu et eksempel på, hvordan konventionen altid griber én i de tungeste øjeblikke, når personlighedens møjsommeligt opsparede vokabular slipper op og man famler efter fodfæste i den pludselige, svimle stumhed.
Uden for kirken ventede fotograferne, ikke mange, ikke nær så mange som når aviserne, tager afsked med de folkekære, men nok til at sandsynliggøre, at kistens indhold ikke var en hvilken som helst levning efter tidens blinde kannibalisme. Blitzglimtene klæbede til Almas furede kinder og til Beckys blanke ansigt, hvor enhver ujævnhed var kittet til med sminke, og jeg så op på træernes blade, der vendte det hvide mod vinden, mens jeg holdt bildøren for dem. Næste dag sad de så dér bag ruden, under overskrifterne, der forkyndte datterens og eks-konens dybe sorg. Af en eller anden grund var jeg ikke selv med på billederne som andet end en rygvendt skygge på forsædet, halvt skjult bag spejlbilledet af de brusende træer. Der blev igen skrevet om Gustav de dage, om anarkisten, provokatøren, libertineren, det forgyldte geni, der hånede sin egen succes ved ustandselig at gå nye veje i sit maleri. På billederne betragter han mig gennem fotografens linse med sit sædvanlige undersøgende, skeptiske blik, den samme gamle tvivl og foragt. Han blev syvoghalvtreds. Jeg havde kendt ham, siden jeg var på Beckys alder, længe, alt for længe for hun blev født. Men jeg havde hverken set ham eller Alma i årevis og mistede næsten helt kontakten med ham, da han slog sig ned i Paris. Allerede dengang savnede jeg ham som man savner én, der er død, når jeg spurgte mig selv, hvad mon Gustav ville sige til det her, eller hørte hans respektløse latter. Jeg mødte hans blik i tankerne, hans drilagtige bliks måde at åbne et uanet rum, når jeg igen havde ladet mig trænge op i en krog af kendsgerningerne eller min egen respekt for deres urokkelighed.
Jeg havde ikke hørt fra ham, siden jeg sendte ham min sidste roman, kort efter at han var rejst. Han skrev tilbage og forklarede mig, som han så ofte havde gjort, hvorfor den var talentfuld, og hvorfor mit talent var min egen værste fjende. Han havde som sædvanlig ret, men jeg svarede ikke. Jeg kom heller ikke til at skrive flere bøger. Jeg var træt helt ind i skelettet af at sidde og tygge på ordene og kitte dem sammen med mit spyt. Jeg havde mistet min uskyld og kunne kun trække på skulderen ad det billede, omgivelserne havde dannet sig af den unge alvorsmand, tynget af modernisme og melankoli. Senere, da jeg igen havde fået hud på skrammerne, var det ligesom for sent. Al den stil, hvad skulle den til for? Hver gang jeg satte mig foran skrivemaskinen, så jeg Gustavs smil, og jeg kom selv til at smile. Jeg havde giftet mig med Harriet, og jeg begyndte at tjene penge, vi kunne rejse hvorhen vi ville, og i årene, der kom, flød livet let og uden hindringer hen over alle de ubesvarede spørgsmål og bønner.
Først da jeg mødte Alma igen, gik det op for mig, hvor lang tid der var gået. Først da jeg så, hvad det havde gjort ved hendes ansigt. Årene havde stilfærdigt ædt hinanden bag min ryg, uden at jeg helt havde sluppet tanken om, at fremtiden fyldte mere end min historie, at den var mere bundlos og uudgrundelig, selv om det efterhånden forholdt sig omvendt. Alma viste mig det med sit overtegnede ansigt. Under hudens krydsede linier genkendte jeg de høje kindben og den åbne pande omkring de øjne, der engang for enhver pris skulle se mig og føde mig til jeg véd ikke hvad for et nyt og helt andet liv.
Dengang var hun skræmmende smuk. Hendes skikkelse udstrålede en egensindig og lunefuld arrogance, smal, høj og knejsende, hendes hud lyste af den med en hemmelig glød, selv hendes kusse syntes at tilhøre en ukendt, uopnåelig adel. Kun tiden havde formået at lære hendes krop en smule demokrati, ikke ved at polstre den og tynge den til jorden, men ved at få den til at trække sig tilbage til knoglerne, hyllet i den modne kvindes dæmpede elegance. Hendes grå hår svøbte stadig hendes ansigt på den samme skødesløse måde, der engang havde virket så ophidsende, holdt på plads med en lille, utilstrækkelig kam, men hun var en herskerinde i eksil, Alma med det legende, spørgende udtryk. Hun kunne ikke længere føle sig sikker på det svar, hun søgte i éns øjne. Engang havde hendes smil og smalle, grå blik hentydet til en eksklusiv og hemmelig intimitet, nu var de smilende øjne mærkeligt sky og nærsynede, som om hun ikke engang var sikker på, at jeg havde genkendt hende, da hun skilte sig ud af mængden og smidigt styrede uden om armene, der strittede med vinglas og cigaretter. Idet hun kom nærmere, kunne jeg se, at også jeg stod som en dobbelteksponering i hendes øjne som et hengemt negativ, som hun havde glemt at føre frem i kameraet, så det nye billede et sekund tegnede sig oven på det gamle i en forvrænget karikatur. Også mit eget ansigt var langsomt skredet sammen, og jeg så hende modellere det op i tankerne, mens hun rystede smilende på hovedet. Var det virkelig så længe siden?
|
|
