Uddrag fra
Bannister
Af Kirsten Hammann
Da Ramona mister sin jord og sin mand, lander hun hos Bannister, der prøver at hjælpe hende til et nyt liv. Hun får hus og tøj, arbejde og elskere, men den tabte kærlighed gør det svært for hende at falde til ro.
Langsomt begynder hun at samle sumperme sammen.
Han står i en hvid skjorte med armen løftet, og Ramona kringler sig sidelæns ind mellem de mange stolerygge og når frem til hans bord.
Det var godt, du kunne komme, siger Sanford og trykker hendes hånd.
Han trækker stolen ud ved siden af sin egen og bliver stående, indtil hun har sat sig.
Hvad har du lyst til?
Cola, siger Ramona.
De drikker cola med isterninger og betragter hinanden. Han er meget smuk og velklædt, og det er så varmt, at skjorten sidder løst oppe ved halsen og blotter hans hud. Ramona tænker på hvor let det ville være at række hånden frem og røre ved det nøgne stykke, og Sanford smiler og siger, at han allerede kunne kende hende, da hun kom ud fra skolegården.
Vi havde jo kun talt i telefon sammen, siger Ramona.
Ja, men jeg vidste bare, at det var dig.
Ramona smiler. Der er så mange mænd at vælge imellem, når man kun skal elske dem med et halvt hjerte. Hun vidste ikke, at Sanford var Sanford, og han kunne lige så godt have været en anden. Han kunne have siddet ved et andet bord og opfyldt de samme krav om skønhed, blot ville hun have tænkt på at stikke hånden under en blå skjorte i stedet for en hvid. Det er ikke som der, hvor Ramona kommer fra, hvor mennesker søger den eneste ene, fordi alting skal være sandt og helt og kærligheden ikke lader sig nøjes.
Sanford taler om det arbejde, som han gerne vil have hende til at hjælpe sig med, og Ramona siger ja og nej og morer sig over samtalen. For dét, de i virkeligheden drøfter, er, hvad deres hænder kan udveksle, og hvornår, hvordan, hvor hurtigt de kan få tømt glassene og tage af sted sammen.
Jeg synes ikke, jeg kan komme videre med min afhandling, før jeg har fået indblik i dine metoder, siger Sanford.
Hvordan kan du stå bag katederet og sidde blandt børnene på samme tid?
Ramona drikker ud og siger, hun ikke ved det.
Du ved det ikke?
Nej.
Tavsheden er god. Ramona læner sig tilbage i stolen og lader Sanford fastholde hendes blik. Og så siger hun, at den sidste isterning ligger på hendes tunge med en smerte, hun er nødt til at dele med ham. Det er så let at udtale, og Sanford forstår præcis, hvad hun mener. Han åbner hendes mund med fingrene, så det gloende kys kan nå langt nok ind, og isen smelter og efterlader dem drivende våde og med fuldstændigt åbne ansigter over for hinanden.
På et hotelværelse i nærheden fuldbyrder de deres møde i timevis. Der er så meget at elske, når der ikke længere er noget at miste. Ramona kysser Sanford med en lidenskab, der kun kan komme fra hjertet, og Sanford bærer sit eget frem og knuser det betingelsesløst foran hendes fødder for at vise, at havde han mere end dét ene, ville han ikke skjule det for hende.
Det er prisværdigt. Det er smukt og varmt, og det er meget alvorligt, at de ikke kan kende forskel på hans og hendes hud. Men da det kommer dertil, at Ramona skal af sted, står de med hvert sit hjerte i hånden foran hoveddøren, og Ramona kan ikke undgå at bemærke, at hun kun har det halve af, hvad hun plejer. Jo, hun har givet ham hvert eneste slag, det slog, hun har ikke rationeret noget som helst, og det er nøjagtigt, som det skal være. Bortset fra at det fuldkomne har begrænset sig til det halve af noget, der engang var en helhed.
Hvis Ramona bager en lang roulade, og katten springer op på bordet og spiser den halve, kan hun være nødt til at skære enden af og servere kagen alligevel. Men det kan gæsterne jo ikke se. De ser en hel kage og takker Ramona for hendes gavmildhed, fordi hun deler alt, hvad hun har, med dem.
Sådan er Bannisters verden fuld af tilfredshed over brøkdelens evne til at ligne et et-tal. Det er en ny form for matematik, som kun understreger nødvendigheden af, at Ramona følger godt med i skolen. Sanford lægger tallene sammen, og kigger indtrængende på hende:
Du har jo givet mig alt, hvad du havde, og det er nok for mig!
Ramona vender sig og går ned ad trappen uden at svare ham.
|
|
