Home About Us Contact
To front page
Websites of the Danish Art Agency
Danish Art Agency
Go to DanishMusic.info
Go to DanishPerformingArts.info
Literary Magazine
Grants
News
Author Profiles
Translated Titles
Links
Uddrag fra

Vera Winkelvir

Af Kirsten Hammann

2. dag . 19. juni
Hver eneste morgen er vera syg. Ikke rigtig syg, men i sin døs. Det er når hun lige er vågnet, så er hun lavet af aske og må trække vejret meget, meget forsigtigt. Ellers blæser hun væk og bliver flad. Bliver et støvlag på sengen. Noget, der kan børstes væk med en hånd.
   Hun skal bare begynde at tale. Det er en remse, som måske engang bliver kortere. Og kortere. Og tilsidst kan hun måske nøjes med at sige:
   - Mit navn er vera. Der er nogen der har opfundet mig.
   Hver eneste morgen må hun nævne sig selv og dét, der omgiver hende. Man siger om vera at hun ligner de ting hun omgiver sig med. De er vera-agtige, og så er der al mulig grund til at opfinde en vera.
   Når der findes vera-agtige ting, bør vera være der til at ligne dem.
   Vera winkelwir. Der er nogen der har opfundet hende. De har lukket hende ud og givet hende venner og andre sociale sammenhænge. Og en stor, rød gummitaske som vera prøver at kvæle sig i. Hun stikker hovedet ned, og strammer, og puha, det er sørme ubehageligt, hun bliver så forfærdelig svimmel, det må være hendes blodsukker, hun tror hun må ha´ noget sødt, noget pebermynte og cellofan, noget lilla og strålende at krølle i fingrene.
   Der står rester af noget mad i køleskabet: Bananmos og makroner og grønne bær. Og gamle glas på bordet. Det var cocktails og fløden sad tilbage i munden. Som en langsom og fed smag. Men vera skal ha´ sukker. Hun skal ha´ sit navn med perbermynteglasur. Med chokoladeskrift og marcipanroser. Hendes hår bliver blankere af det, næsten elektrisk glitrende. Og længere. Det er på tide at komme til frisøren. At sidde og sludre foran spejlene.
   Det er vigtigt at vera taler. Hvis de læggger den hvide kappe omring hende, bliver hun mindre og mindre vera-agtig. Det er alt for tidligt. Hun bliver helt forpustet. Hun må tale dobbelt vera-sprog for at opveje at de har skjult vera-tøjet, vera-kjolen, Vera Winkel-formen.
   Vera skal ha´ sukker. Hun skal tænke på bolchemassen. Den er varm og sej og alligevel luftig. Den bliver trukket igennem en maskine eller et par stærke hænder. Det er bolchemesteren som ved hvor små luftboblerne skal være. Han skal trække i det søde stads, og så skal det stivne, og skæres og blive hårdt. Det er bolchemesteren der bestemmer hvor kraftigt vera sutter, og hvordan hendes gane får rifter, og hvor godt hun kan lide det.
   Det knaser. Vera får det hele til at bryde sammen og sejle af grønt spyt. Det knaser og smelter og er varmt. Det knaser og bliver til pulver det trykker sig op i veras kindtænder.
   Bagefter har hun kvalme. Sød, sød kvalme og fortrydelse.

3. dag . 21. juni
Vera winkelvir. Der er nogen der har opfundet hende, og nu vil de egentlig gerne se nogle resultater. Så hvis vera bliver tavs, begynder hun at forsvinde.
   Hun kan mærke det når hun rejser sig: Livet siver ud af hende. Hun går ud på toilettet, og hun kunne blive derude. Ikke på toilettet i al evighed, men derude, u-opfundet og forsvundet. Jovist ville der være en krop tilbage, og et navn, et andet navn ganske vist, og mad i køleskabet, men det ville være noget andet end mand, en gryderet måske.
   Ha!, det kunne ligne hende! Forkælede snotunge, hun kunne blive hængende sådan for tid og evighed. Vera og hendes svagelige plastichjerte. Rullestolsrevalident. Fodres hver 3. time. Udelukkende til besvær og pletter på gulvet.
   Vera winkelvir. Hun er her når hun taler. Alligevel er det ved at gå galt for hende. Ordene er dårlige. De er ligesom dårlig mad. Sjusket tilberedt. Måske i nærheden af mug-stadiet. Slatne Salatblade. Sorskorpet brød. Næringsforladt. Det giver vera en dårlig smag i munden. Sure pligter.

4. dag . 22. juni
Imellem os sagt ... vera er et stædigt æsel. Hun sidder mukker i hjørnet med sine tømte cellofaner og lodne tænder. Sukker-chok velsagtens. Hun gider ikke tale.
 
Danish Arts Agency / Literature Centre    H.C. Andersens Boulevard 2    Copenhagen DK-1553    Tel: +45 33 74 45 00