Uddrag fra
Frøken Smillas fornemmelse for sne
Af Peter Høeg
Han laver mad til os.
Det er en lovmæssighed, at i hjem hvor man føler sig godt tilpas, der ender man i køkkenet. I Qaanaaq boede vi der. Her nøjes jeg med at stå i døren. Det er ganske vist rummeligt. Men han fylder det godt ud alene.
Der er kvinder der kan lave soufflé. Som forresten lige har en opskrift på moccaparfait stukket ned i sportsbh´en. Som kan stable deres egen bryllupskage med den ene hånd, og lave peberbøf Nossi Bé med den anden.
Det må vi alle glæde os over. Når bare ikke det betyder, at vi andre skal have dårlig samvittighed over, at vi endnu ikke er kommet på fornavn med vores elektriske brødrister.
Han har et bjerg af fisk, og et bjerg af grøntsager. Laks, makrel, torsk, forskellige fladfisk. To store krabber. Haler, hoveder, finner. Desuden gulerødder, løg, porrer, persillerod, fennikel, jordskokker.
Han renser og koger grøntsagerne.
Jeg fortæller om Ravn og Kaptajn Telling.
Han sætter ris over. Med kardemomme og stjerneanis.
Jeg fortæller om de fortrolighedsklausuler jeg har underskrevet.
Om de rapporter Ravn havde.
Han sier grøntsagsvandet og koger fiskestykkerne.
Jeg fortæller om truslerne. Om at de kan arrestere mig hvad dag det skal være.
Han tager fiskestykkerne op efterhånden. Jeg kan godt huske det fra Grønland. Fra dengang vi brugte tid på at lave mad. Fisk har meget forskellige kogetider. Torsk er møre med det samme. Makrel senere, laks endnu senere.
- Jeg er bange for at være spærret inde, siger jeg.
Han kommer krabberne i tilsidst. Han lader dem koge med højst fem minutter.
På en måde er jeg lettet over, at han ikke siger noget, ikke skælder ud. Han er den eneste anden som véd, hvor meget vi véd. Hvor meget vi nu bliver nødt til at glemme.
Det føles nødvendigt at specificere der med klaustrofobien for ham.
- Véd du, hvad der ligger neden under matematikken, siger jeg. - Neden under matematikken ligger tallene. Hvis nogen spurgte mig, hvad der gør mig lykkelig, så ville jeg svare: Det gør tallene. Sne og is og tal. Og véd du hvorfor?
Han flækker kløerne med en nøddeknækker, og trækker kødet ud med en krum pincet.
- Fordi talsystemet er ligesom menneskelivet. Til at begynde med har man de naturlige tal. Det er dem der er hele og positive. Det lille barns tal. Men den menneskelige bevidsthed ekspanderer. Barnet opdager længslen, og véd du hvad det matematiske udtryk for længslen er?
Han kommer fløde og nogle dråber appelsinsaft i suppen.
- Det er de negative tal. Formaliseringen af, at man føler man mangler noget. Og bevidstheden udvider sig stadigvæk, og vokser, og barnet opdager mellemrummene. Mellem stenene, mellem mosserne på stenene, mellem menneskene. Og mellem tallene. Og véd du hvad det fører til? Det fører til brøkerne. De hele tal plus brøkerne giver de rationelle tal. Og bevidstheden stopper ikke dér. Den vil overskride fornuften. Den tilføjer en operation så absurd som roduddragning. Og får de irrationelle tal.
Han varmer flûte i ovnen, og kommer peber i en kværn.
- Det er en slags vanvid. For de irrationelle tal er endeløse. De kan ikke skrives. De tvinger bevidstheden ud i det grænseløse. Og med de irrationelle tal lagt til de rationelle, har man de reelle tal.
Jeg er kommet ud på gulvet for at have plads. Det er sjældent, man har muligheden for at forklare sig til et medmenneske. Som regel skal man slås om ordet. Og dette er mig magtpåliggende.
- Det stopper ikke. Det stopper aldrig. For nu, på stedet, udvider vi de reelle tal med de imaginære, kvadratrødder af negative tal. Det er tal, vi ikke kan forestille os, tal som normalbevidstheden ikke kan rumme. Og når vi lægger de imaginære tal til de reelle tal, så har vi det komplekse talsystem. Det første talsystem inden for hvilket det er muligt at gøre fyldestgørende rede for isens krystaldannelse. Det er som et stort, åbent landskab. Horisonterne. Man drager imod dem, og de bliver ved med at flytte sig. Det er Grønland, det er det jeg ikke kan undvære! Der er derfor jeg ikke vil spærres inde.
Jeg er endt foran ham.
- Smilla, siger han. - Må jeg kysse dig?
Vi har vel alle et selvbillede. Jeg har altid tænkt på mig selv som Mutter Skrap med den store kæft. Nu véd jeg ikke, hvad jeg skal sige. Jeg føler, han har forrådt mig. Ikke lyttet som han skulle. Han generer mig ikke. Han står foran de dampende gryder, og bare ser på mig.
Jeg finder ikke på noget at svare. Jeg står bare, og aner ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, og øjeblikket er der, og så er det heldigvis borte.
|
|
