Uddrag fra
Forestilling om det tyvende århundrede
Af Peter Høeg
Forord
Dette er De danske Drømmes Historie, det er et referat af hvad vi har frygtet og drømt og håbet og forventet i dette århundrede, og jeg har forsøgt at gøre det udtømmende og enkelt, og som et argument for overhovedet at forsøge vil jeg nævne to begivenheder.
En dag i det tidlige forår 1929 hjalp Carsten sin far Carl Laurids med at samle et maskingevær der, da det var færdigt, stod på en trefod og rakte fra væg til væg i søjlesalen i villaen ved Strandvejen. Andre ville måske have undret sig over maskingeværet i stuen, men for Carsten virkede det som en naturlig forlængelse af hans fars brutale elegance, og da han lagde sig på maven og kiggede op langs den perforerede cylinder syntes han at våbnet pegede så befriende viljefast ud i en vag fremtid. Så sagde Carl Laurids, at nu er du jo syv år knægt og gammel nok til at høre mit valgsprog, og det er at man skal altid se fremad for det er dér pengene ligger, og selv om Carsten kun var fem år og ingenting havde forstået, så lyttede han alligevel betaget fordi det på dette tidspunkt var blevet sjældent at hans far talte direkte til ham, og dette er den ene begivenhed.
Den anden fandt sted præcis samtidig, på Christianshavn, i en lejekaserne, hvor Maria Jensen så sin mor Anna gøre rent. Anna havde arbejdet på denne rengøring i flere år, og det var tanken at den skulle blive den sidste og definitive, og nu havde hun af fattiglægen lånt et forstørrelsesglas der havde ladet hende se ned i en mikrobeafgrund på de paneler hun havde troet rene og som hun nu var ved at spritte af. Maria stod lige bag sin mor og tog sig sammen for at overvinde den stammen der den sidste tid var taget til, og så sagde hun mor, hv-hv-hvorfor bruger du det glas?, og Anna svarede, at det er for at her kan blive rigtig pænt rent. Men, indvendte Maria, det hj-hj-hjælper ikke, for der kommer altid mere skidt, og til dette fandt Anna ikke rigtig noget svar, hun blev bare stående et øjeblik og så på sin datter.
I næste øjeblik er disse situationer borte, Anna vender sig mod den uendelige polering og Carl Laurids demonterer maskingeværet og næste dag er han sporløst forsvundet, og når børnene har husket disse begivenheder og har kunnet fortælle mig om dem er det muligvis ikke et tilfælde men heller ikke noget tegn på at de var specielt vigtige, for Carsten og Maria huskede så meget andet. Pointen er netop at disse situationer ligner så mange andre, og alligevel tror jeg at mens de finder sted så er der et svimlende opbud af det 20. århundredes forhåbninger tilstede på Strandvejen og på Christianshavn, og når jeg nu fortsætter og også med tiden skal komme tilbage til Carsten og Maria, så er det fordi jeg tror at indlejret i mange - ja muligvis i hvilken som helst - af hverdagens begivenheder ligger der et koncentrat af et helt århundrede.
|
|
