Formynderfortællinger

Af Villy Sørensen

   Da var det De begyndte at læse psykiatriske lærebøger, navnlig om hallucinationer, men De fandt ingen eksempler på at en hallucination kan optræde så besynderligt som den unge mand den aften i personaleforeningen da det hele begyndte.

   I personaleforeningen kom De ikke mere, selvom De sagde det til Deres kone, der ikke troede på det. Når der var møde sad De i en restaurant overfor og søgte at se hvem der kom ud efter mødet, men i mørket var det ikke til at se, og De gik ud og var rædselsslagen ved tanken om at deres eget personale kunne se Dem, og han var ikke iblandt det. Men skønt De i begyndelsen ikke rigtig havde vidst hvordan han så ud, så De ham nu, så lang tid efter, så tydeligt for dem at De væmmedes ved Dem selv: han stirrede på Dem med store brune øjne med lange øjenvipper - og De gik derhen hvor direktører ikke må ses og hvor unge mænd står med søgende øjne, og De forstod at det ikke var det De ville - og i Deres tidligere tilværelse, det står fast, er der heller intet der kunne tyde på noget sådant. Alligevel blev De stående dér hvor De ikke burde stå, muligvis i timevis fordi De ikke vidste hvor De skulle gå hen, indtil han pludselig stod for Dem som dukket op af jorden og så helt anderledes ud end De huskede, ikke særlig køn, skønt De ikke huskede ham som særlig køn, ikke særlig feminin, skønt De ikke huskede ham som særlig feminin, uden regnfrakke, uden synlige øjenvipper, men naturligvis stadig med øjne der stadig stirrede på Dem som om de bad om noget, og De fik fremstammet: Hvad er det De vil? Og han fortrak venstre kind i en spotsk-humoristisk grimasse. Og så stod De pludselig og havde slået ham ned.

   Naturligvis er det en kedelig historie, hr. direktør. Men den er nu ikke så mærkelig som De selv tror.