Uddrag fra
De mange og De enkelte og andre småhistorier
Af Villy Sørensen
Labyrint
Det var under jorden, og man måtte frygte at den ville styrte sammen over en, i hvert fald var der allerede huller i den, hvor skulle ellers den smule lys komme fra der tillod en at se en hånd frem for sig, men heller ikke længere, ikke så langt som man kunne føle for sig med hånden, de klumpede vægge på begge sider og ingenting foran, og der var ikke andet at gøre end at gå videre ad den smalle gang, men det skete at der pludselig ikke var nogen væg til nogen af siderne og man stod i en valgsituation uden at have noget virkeligt valg, for man kunne jo ikke se hvor sidegangene førte hen. En labyrint? Det skete nemlig også at der pludselig var en brat endevæg foran en og ikke nogen udvej til nogen af siderne, og så var der ikke andet at gøre end at gå tilbage igen - der var lige plads til at vende - og søge en sidevej, måske et af de steder hvor man før havde valgt forkert. Jeg havde selvfølgelig en drøm om at alt pludseligt skulle blive åbent og lyst. En drøm i en drøm? En drøm om tankegange.
|
|
