Uddrag fra
Det skabtes vaklen
Af Søren Ulrik Thomsen
Tilgiv at jeg ser dine knogler før kødet,
kødet før kjolen
og kjolen før dit svævende blik,
for det er december, og mere nøgne
end den frygtelige kylling,
jeg tog fra køledisken og straks smed fra
mig,
da dens tynde blod pludselig pibled
gennem cellofanen og ned i mit ærme,
er træerne,
hvis sorte strukturer forfølger mig
som alt, der er levende, men minder om
døden,
samt alt, der er dødt, men synes at leve;
regnestykker med syv variable,
digtes snoede sneglehuse,
og Nordhavns kraner, der gir sig i
vinden,
mens jeg sover ind i dine lange lemmer,
men drømmer om højhuse belejrede af stilladser
og om stilladser behængt med buldrende
presenninger.
Tilgiv mit blik, der iler over dig som årstider
for skiftevis at krone dig med kærtegns
lys
og klæde dig af som en råkold regn;
jeg påstår jo ikke,
at denne måneds strenge stammer
er sandere end de dunede blade i maj -
og sandheden har jeg i øvrigt overladt
de unge:
For mig er det tilstrækkeligt,
at sige tingene som de er.
|
|
